To halvdøde lindetræer, døvede af ælde, strakte deres mørkebrune gaffelgrene ude i gården. Skræmmende i deres nærmest bureaukratiske vækst stod de der, uden at høre eller forstå noget som helst. Tiden havde næret dem med lynild og vandet dem med styrtregn; torden eller brom - det kom ud på eet.
    En dag besluttede husets voksne mænd i fællesskab at fælde det ældste af træerne og hugge det til brænde.
     De gravede en dyb rende rundt om træet. Øksen huggede løs på de uanfægtede rødder- Skovhugst kræver håndelag. Der var for mange frivillige. De drev omkring og eksekverede inkompetent den nedrige dom.
     Jeg kaldte på min kone:
     - Se nu falder det.
     I mellemtiden gjorde træet modstand med alle sine åndsevner; det var, som om det igen var kommet til fuld bevidsthed. Det foragtede sine voldsmænd og savens geddebid.
     Til sidst slog de en lykke på en tynd tørresnor og kastede den over stammens udtørrede forgrening, over selve sædet for træets epoke, dets letargi og dets grønne kraftudtryk - og begyndte at rokke det lige så stille frem og tilbage. Det vippede, som en løs tand i en gumme, men knejsede fortsat som en majestæt i sit sovegemak. I næste øjeblik løb børnene rundt på den styrtede afgud.

Osip Mandelstjam: Rejse til Armenien
oversat af Mette Dalsgaard

Søsteren skulle stå op klokken et eller to om natten, tage sin natkjole på, komme hen til hans værelse og sætte sig hen til harmoniummet i det kolde værelse og spille Händel, sagde Franz, hvilket selvfølgelig betød, sagde han, at hun blev forkølet og i Traich konstant led under forkølelser. Han, Wertheimer, havde ikke behandlet søsteren godt, sagde Franz. Han fik hende til at spille Händel for sig en time på det gamle harmonium, sagde Franz, for så tidligt næste dag ved den fælles morgenmad, som de spiste i køkkenet, at sige til hende at hendes harmoniumspil havde været uudholdeligt. Han lod hende spille for sig, så han kunne falde i søvn igen, sagde Franz, for hr. Wertheimer led jo altid af søvnløshed, og om morgenen havde han så bare sagt til hende, at hun spillede som et svin. Wertheimer skulle altid tvinge sin søster til at komme til Traich, ja, han, Franz, troede endda, at Wertheimer havde hadet sin søster, men alligevel kunne han ikke leve uden hende i Traich, og jeg tænkte på, at Wertheimer altid havde talt om det at være alene, uden i virkeligheden at kunne være alene, han var ikke noget alenemenneske, tænkte jeg, og derfor tog han altid sin søster – som han for øvrigt, selv om han hadede hende, elskede mere end nogen anden på jorden – med til Traich, for på sin måde at misbruge hende.

Thomas Bernhard: Undergængeren

oversat af Søren R. Fauth

Lav et militærkup og opret en ny stat. Peeraagistan. Bliv optaget i FN.

Skriv forord til godt 150 imaginære bøger. Lad godt halvdelen af disse bøger være havebøger.

Præcisionsbomb maerskoperaen med lyserød maling.

Skriv et national epos.

Skriv nilfiskens erindringer.

Skriv dine erindringer som kvinde.

Skriv en bog om hvorfor mænd har skæg og kvinder ikke har.

Lad din slåbrok gro! Klip den ikke! (Lange frottéhår).

Byg en scene i baghaven. Invitér venner og naboer ind for at se skuespil du selv har skrevet og instrueret.

Lemp sætningen "en bagsvær bagervend i Bagsværd" ind i et digt betitlet "Æstetik".

 Majse Aymo-Boot, Peter Højrup, René Jean Jensen, Martin Larsen, Pejk Malinovski og Palle Sigsaard: Ring til alle - festskrift i anledning af Per Aage Brandts 60 års fødselsdag (2004)

Når han sad sammenkrummet og spillede ved Steinwayflyglet, lignede han en krøbling, sådan kender hele den musikalske verden ham, men hele denne musikalske verden ligger under for en total illusion, tænkte jeg. Glenn bliver uden undtagelse gengivet som en krøbling og svækling, som én, der er gennemsyret af ånd, én man kun tilskriver forkrøblingen og den hypersensibilitet, der går hånd i hånd med forkrøblingen, i virkeligheden var han en atletisk type, meget stærkere end Wertheimer og mig tilsammen, det så vi med det samme, dengang han egenhændigt gav sig i kast med at fælde en ask, der stod foran hans vindue, og som forhindrede ham i at spille klaver. Han fældede asken, der mindst var en halv meter i diameter, alene, vi fik slet ikke lov til at komme i nærheden af den, ligesom han med det samme savede asken i mindre dele og stablede brændestykkerne op ad husmuren, typisk amerikaner, tænkte jeg dengang, tænkte jeg. Glenn havde dårligt nok nået at vælte den generende ask, førend han fik det indfald at trække gardinerne i sit værelse for og rulle persiennerne ned. Jeg kunne have sparet mig at fælde asken, sagde han, tænkte jeg. Vi fælder ofte en sådan ask, mange af sådanne mentale asketræer, sagde han, og vi kunne have sparet os det ved hjælp af et kunstgreb, sagde han, tænkte jeg. Allerede første gang han satte sig til Steinwayflyglet ved Leopoldskron blev han forstyrret af asken uden for vinduet. Uden overhovedet at spørge ejerne gik han ud i redskabsskuret, hentede økse og sav og fældede asken. Hvis jeg skal spørge i lang tid, sagde han, så mister jeg bare tid og energi, jeg fælder asken med det samme, sagde han og fældede den, tænkte jeg. Asken havde dårligt nok ramt jorden, før det faldt ham ind, at han bare havde behøvet at trække gardinerne for og rulle persiennerne ned. Han skar den fældede ask i mindre stykker uden vores hjælp, tænkte jeg, og genoprettede den totale orden, der hvor asken havde stået. Hvis der er noget, der hindrer os, må vi fjerne det, havde Glenn sagt, om så det bare er en ask. Og vi skal ikke først spørge, om vi må fælde asken, derved gør vi os svagere. Hvis vi først spørger, er vi allerede så svækkede, at det skader os, ja, at det måske endda ødelægger os, sagde Glenn, tænkte jeg. Ingen af hans tilhørere, af hans tilbedere, hvilket jeg øjeblikkeligt tænkte igen, ville nogensinde komme på den idé, at det er muligt for denne Glenn Gould, der så at sige er kendt og berømt i hele verden for at være indbegrebet af kunstnerens ursvaghed, på kortest mulige tid at fælde en stærk, sund, halv meter tyk ask alene og at stable delene fra den fældede ask langs med en husmur, og dét endda under grufulde klimatiske forhold, tænkte jeg. Tilbederne tilbeder et fantom, tænkte jeg, de tilbeder en Glenn Gould, der aldrig har eksisteret. Men min Glenn Gould er meget større end deres, min er den mest tilbedelsesværdige, tænkte jeg.

Thomas Bernhard: Undergængeren

oversat af Søren R. Fauth

- HVIS jeg nu holder en fugl i hånden, en fugl med røde og grønne og gyldne vinger, og fuglen flyver ind i ilden og brænder op. Og hvis jeg samler asken op og hælder den i en flaske og slår en prop i og siger: her har jeg nu asken af min fugl.
- Den der aldrig har bedraget være den første til at klage over ensomhed.
- Så mener jeg jo at jeg har noget tilbage af min fugl, nemlig atomerne, godt nok i en anden orden. Og senere når en anden fugl flyver forbi med røde og grønne og gyldne vinger, så siger jeg: det var ikke min fugl.
- Disse hvide nætter. Pigen ved fossen. Venter på den stejle bred med en enkarse i hånden. Fossen bruser, skogen suser, usagte ord i sommernatten danser bort med elvens vand. Hvirvlerne forsvinder, hvidt i det hvide.
- Senere går jeg hen og læser avisen og passer mit arbejde og kontrollerer at regningerne stemmer og ringer til en eller anden person hej du hvordan går det fint fint bare fint jo jeg ville bare i en eller anden anledning og flytter summerne til et nyt overslag og tage en kaffepause for man skal jo leve. Og når jeg kommer tilbage, så står der en mand som præsenterer sig som hr. Lundström fra Surasand.

Willy Kyrklund: Polyfem forvandlet