Han sidder i en meget smuk rokokolænestol, for en sikkerheds skyld på en bunke tæpper, vendt mod lyset og med fødderne på en tilhørende, stoppet skammel så man ser lidt af fjeldstøvlernes såler over skamlens kant. De lange ben er iklædt gråstribede bukser, hænderne har han i skødet. Jakken er sort og kan være en jaket, skjortebrystet stivet og hvidt, flippen konventionel med to snipper og forsynet med en sort roset. Bortset fra rosetten kan man sige at han er iført regelret citydress. Mellem flippen og hagen er et rent hvidt lommetørklæde kilet ind, han har måske skåret sig da han barberede sig om morgenen. Men det der giver hele billedet dets særegne liv, eller mangel på liv, er ansigtets langstrakte oval. Panden er høj, øjenbrynene temmelig fremtrædende, næsen kort og lige og hagen kraftig. Mundvigene er nedtrukne og overskægget synes at hænge. Øjnene ser hen på fotografen, men der er ikke noget blik i dem, eller hvordan skal jeg sige: de følger måske bare mekanisk og motorisk fotografens forehavender med sin kasse, som øjne har for vane selv når deres ejer er fraværende og langt borte i andre tanker. Personen i lænestolen har imidlertid ingen tanker, eller de er yderst fragmentariske og undermenneskelige, hvis han har nogle. Inde bag den høje pande ejer han et myldrende koralrev. Naturen tænker herefterdags for ham, hvis en abstraktion som 'naturen' da ellers kan tænke, eller hvis et koralrev kan tænke.

Gunnar Ekelöf: Et fotografi (i bogen "Virkelighedsflugt")