onsdag den 8. december 2010

Han sidder i en meget smuk rokokolænestol, for en sikkerheds skyld på en bunke tæpper, vendt mod lyset og med fødderne på en tilhørende, stoppet skammel så man ser lidt af fjeldstøvlernes såler over skamlens kant. De lange ben er iklædt gråstribede bukser, hænderne har han i skødet. Jakken er sort og kan være en jaket, skjortebrystet stivet og hvidt, flippen konventionel med to snipper og forsynet med en sort roset. Bortset fra rosetten kan man sige at han er iført regelret citydress. Mellem flippen og hagen er et rent hvidt lommetørklæde kilet ind, han har måske skåret sig da han barberede sig om morgenen. Men det der giver hele billedet dets særegne liv, eller mangel på liv, er ansigtets langstrakte oval. Panden er høj, øjenbrynene temmelig fremtrædende, næsen kort og lige og hagen kraftig. Mundvigene er nedtrukne og overskægget synes at hænge. Øjnene ser hen på fotografen, men der er ikke noget blik i dem, eller hvordan skal jeg sige: de følger måske bare mekanisk og motorisk fotografens forehavender med sin kasse, som øjne har for vane selv når deres ejer er fraværende og langt borte i andre tanker. Personen i lænestolen har imidlertid ingen tanker, eller de er yderst fragmentariske og undermenneskelige, hvis han har nogle. Inde bag den høje pande ejer han et myldrende koralrev. Naturen tænker herefterdags for ham, hvis en abstraktion som 'naturen' da ellers kan tænke, eller hvis et koralrev kan tænke.

Gunnar Ekelöf: Et fotografi (i bogen "Virkelighedsflugt")

1 kommentar:

Peter Højrup sagde ...

Billedet forestiller Ekelöfs på det tidspunkt sindssyge og gamle far. Der findes et andet billede af Ekelöf selv (altså et billede af digteren - ikke et billede taget af ham). Dette billede er taget kort tid før han dør (igen digteren!), hvor han sidder i en lænestol med et tæppe over benene, og med samme fraværende blik eller ikke tilstedeværende stirren ud på beskueren. Et altså et på alle måder identisk billede med det her beskrevne. Blot forestiller det ikke den totalt gennemlyste far, men derimod forfatteren selv, hvilket gør teksten til en slags ond spådom eller billedet til en opfyldelse af tekstens profeti. Jeg kan huske jeg har set det, men ikke hvor, så hvis nogen ved så sig til.

Jeg har i årevis prøvet at holde af Ekelöf, men af en eller anden grund bliver jeg for det meste irriteret på ham, og stiller ham ind på hylden igen. Om det er kunstnerbarreten eller storladenheden ved jeg ikke, men det her er sgu altså ret fantastisk, synes jeg. Stykket er i øvrigt meget længere og det er altid et godt tegn når det er svært at stoppe med at citere.