Ude på gangen, så at sige midt mellem min fars værelse og mit, stødte jeg på Amalia, som blev forfærdet over at se mig fuldstændig nøgen, jeg havde lagt det badehåndklæde, som jeg først havde haft svøbt om mig, fra mig på min fars badeværelse og derefter glemt det, så jeg stod dér i fuldstændig nøgen tilstand foran Amalia, som udnyttede halvmørket her til bare at stirre på mig, og, så vidt jeg kunne se, slet ikke på nogen søsterlig måde. Eftersom hun var blevet stående og ikke gjorde de mindste anstalter til at forsvinde ved synet af mig, gik jeg forbi hende sådan som jeg nu engang var og sagde om hun virkelig aldrig før i sit liv havde set en nøgen mand. Nu ser du så hvordan jeg ser ud, sagde jeg, ikke så dårligt endda, vel, og jeg rakte tunge ad hende, hvorpå hun gjorde omkring og løb ned i hall'en. Det var tredive år siden jeg havde rakt tunge af min søster Amalia, nu havde jeg gjort det igen for første gang, og det morede mig. Forfrisket over hele kroppen og sågar oplivet af denne lille episode gik jeg i gang med at barbere mig. Imens tænkte jeg på hvor forkert opdraget mine søstre er, hvad min mor har gjort dem til, to helt igennem fejlopdragede voksne, ikke bare hvad det kropslige angår fejlopdragede, ja nærmest forskruede, tænkte jeg, men også åndeligt fejlopdragede og forskruede. Jeg sæbede mit ansigt ind og så mig i spejlet som spasmageren der straks rækker tunge ad sig selv, og som morer sig i den grad over denne rækken tunge at han gentager det flere gange, så at sige for sin egen morskabs skyld.

Thomas Bernhard: Udslettelse

Kinnekulle, du Sverrigs hængende Have, Dig ville vi besøge, vi staae allerede ved den nederste Terasse i en Fylde af Blomster og Grønt. Den ældgamle Landsbykirke hælder sit graa, spidse Trætaarn, som om det skulde falde, men det gjør godt i Landskabet, selv den store Flok Fugle, som tilfældigviis just nu flyver hen over Bjergskoven, ville vi ikke undvære. Landevejen fører op ad Bjerget med korte Afsatser, og mellem disse strække sig Sletter med Humle, vilde Roser, Kornmarker og deilig Egeskov, som paa intet andet Sted i Sverrig. Vedbenden snoer sig om Steen og gamle Træer, selv den udgaaede Træbul faaer Bladgrønt. Vi see ud over den flade, udstrakte Skovslette til Mariestads solbelyste Kirketaarn, der skinner som en hvid Seiler paa sortgrøn Sø. Vi see ud over Wenersøen, og øine ikke Grændsen. Skjærgaardens skovkrandsede Klippeøer ligge som en Krands i Søen. Dampskibet kommer. See, nede ved Klinten, under de røgtagede Herregaarde, hvor i Haven Bøgen og Valnøddetræet groe, stige de Reisende i Land; de vandre under skyggefulde Træer hen over den smukke lysegrønne Eng, der er omsluttet af Haver og Skov, ingen engelsk Park har et skjønnere Grønt end Engen ved Hellekis.

H.C. Andersen: I Sverrig

Skyerne maver sig op over bakkekarmen
bovlamme skyer med tunge bryster
og selvfølgelig kommer de denne vej med løfter
om mange gennemblødte mil til mig

Emilio Alvarez: Tungsindigheder

I 1888 meddeler Nietzsche Brandes at han nu kan prale af at have tre læsere: Brandes, Taine og Strindberg. Året efter bliver han sindsyg og er det til sin død i 1900. Heldigt for ham!

Henry Miller: Assassinernes tid

Indbydelserne fra de forskellige romerske kulturinstitutter og alle andre private indbydelser smed jeg straks i papirkurven sammen med et par breve, som jeg allerede ved en overfladisk betragtning kunne se var trussels- eller tiggerbreve fra folk, der enten vil have penge af mig eller besked om, hvad jeg egentlig havde i sinde at opnå med min måde at tænke og leve på; disse breve refererede til et par avisartikler, jeg havde skrevet i den sidste tid, og som ikke passer disse mennesker, fordi de naturligt nok er tænkt og skrevet imod alle disse mennesker. Brevene var naturligvis fra Østrig, skrevet af folk, der forfulgte mig helt til Rom med deres had. Jeg har i årevis modtaget den slags breve, der aldeles ikke, således som jeg først troede, er skrevet af forrykkte, men af personer, der rent fakstisk er myndige og juridisk uangribelige så at sige, og som nu truer mig med bl.a. forfølgelese og drab på grund af, hvad jeg har offentliggjort i de mest forskellige aviser og tidsskrifter, ikke bare i Frankfurt og Hamburg, men også i Milano og Rom. Jeg trækker uophørligt Østrig i skidtet, siger disse mennesker, hjemstavnen nedrakker jeg på det skammeligste, når og hvor jeg bare kan, pådutter jeg østrigerne er gement og nederdrægtigt, katolsk-nationalsocialistisk sindelag, selvom sandeheden er, som disse mennesker skriver, at dette gemene og nederdrægtige, katolsk-nationalsocialistike sindelag slet ikke findes i Østrig. Østrig er ikke gement, og det er ikke nederdrægtigt, det har altid været et dejligt land, skriver disse mennesker, og det østriske folk er et agtværdigt folk. Sådanne breve har jeg altid smidt væk med det samme, også i morges.

Thomas Bernhard: Udslettelse

TÈT BÈF

Det betyder oksehoved, og det er toyotas navn. Det er jo det der kan ses, oksehovedmærket, og tèt bèf den kan køre overalt, hen over huller og ujævnheder og vand og affald og gennem krat og kaos. Man sidder højt oppe og kigger ud, verden er udenfor lidt lavere, den har været kantet men har vokset sig rundere, man også højere og større. Denne maskine er magt, den betyder magt, dem der har tèt bèf det er de store drenge, det er gwo nèg, de store negre, mange af de store negre er hvide, de kører gennem gaderne i deres tèt bèf, de er et niveau over alt det andet maskineri der ruller rundt, pajero, nissan patrol, parthfinder. Det er alt sammen godt nok, men det er tèt bèf der er den store krydser som kortlægger landskabet og afsætter sine aftryk overalt, problemer blivere pløjet ned, og dermed efterladt uløste. Tèt bèf kommer frem, det er meningen, det er det den kan og det er det den vil. Den standser sommetider op et øjeblik og afleverer sine domme og beslutninger på jorden.

Jørgen Leth: Billedet Forestiller