Jeg ser ud af vinduet, og nu hvor flyet er kommet i luften og har fundet sin bane og vi for længst har sluppet det øverste skylag, tænker jeg på dig. Jeg tænker på dig og vulkanen, vi plejede at diskutere, under den ville vi sidde et sted langt borte, under den ville vi ønske vi sad og holdt fast i vores umådelige kærlighed, mens den pulserede og rumlede i mørket som et hjerte, der banker for at slippe fri. Jeg tænker på dig, så jeg bliver ør, dit ansigt svæver foran mit, jeg ser dine øjne og i dem falder jeg dybt, i dem ser jeg helt ned til bunden, hvor et fjeldlandskab strækker sig så langt min fingre kan nå. Jeg skiller dig ad meget forsigtigt. Se! jubler det i mig: en sø så bundløs og klar, og der! en granskov så grøn, som kun en granskov kan være, når det har regnet i ugevis og pludselig klarer op. Når jeg forlod dig, regnede det altid. De 75 engle, du havde foræret mig, græd. Nu er jeg i himlen, men der er ingen engle her, ingen regn. En lille hvid sky svæver dybt under mig hen over landskabet. Jeg er højt oppe, men det jeg bærer er tungt.

fra Island

Jeg ser ud af vinduet, og nu, hvor flyet knap nok er kommet på vingerne, forventer jeg allerede at se Island komme til syne. I stedet for at tænke på det, jeg burde tænke på, nemlig på dig og på børnene og hvorfor du har forladt mig, forestiller jeg mig, hvordan Island om ganske kort tid, og måske allerede lige om lidt, vil dukke op af havet på en forfædelig, overdramatisk og spillefilmsagtig måde. Jeg ser en sort og forrevet ø, for mig, og tænker slet ikke på dig og dit bebrejdende blik. Island er sandsynligvis et umenneskeligt sted,

tænkte jeg,

hvor kun lidt fugleliv bygger rede mellem vulkaner og isbræer. Måske glider en ubestemmelig dis hen over gletscherspalterne på vulkanens sider, måske stiger hvæsende svovlgule skyer op fra sprækkerne i den sorte klippe og driver ud over sletten. En gold slette, selvfølgelig, hvor et par arrigt vrinskende og forbavsende velnærede heste løber rundt, de såkaldte islandske heste, går jeg ud fra, der napper de sidste halvdøde totter græs af med deres uhyggelige gule tænder. Havet kaster sig over øen fra alle sider i vildt og skumsprøjtende raseri. I læ bag en pynt ligger en sæl i vandkanten eller er det mon den godmodige hvalros? Det er svært beslutte sig for, om det skal være en sæl eller hvalros,

tænkte jeg,

men så beslutter jeg mig alligevel for hvalrossen, for jeg kan mærke, at min tankestrøm er ved at gå i stå omkring spørgsmålet om sæl eller hvalros? sæl eller hvalros? sæl eller hvalros? kværner det løs i mit indre. Jeg må beslutte mig, inden jeg styrter ned i det lufthul, der er opstået omkring spørgmålet om sæl eller hvalros? sæl eller hvalros? inden jeg igen styrter ned i den forfærdelige verden, der ikke er min, som jeg kun er en lille og ubetydelig del af, og som derfor er uden for min kontrol, men nu er det allerede for sent og jeg styrter

ned i mit flysæde, hvor damen i sædet ved siden af kigger på mig, eller helt ignorerer mig, eller kigger på mig og tænker

Hvem er du?

Hvem er jeg,

tænker jeg og ser ud af vinduet og nu, hvor flyet knap nok er kommet i luften, forventer jeg allerede at se Island komme til syne, men jeg ser ikke noget, ikke andet end et evigt gråvejr, der efterligner gråvejret i mit hjoved, en gråmeleret beton, der regner ned fra en sort himmel.

... fra Island (stadig på vej)