Forleden dag så vi pludselig den dejligste og mest letlevende kvinde i Berlin rødme i sin kalechevogn hvor vi sad sammen med hende. Den flotte løjtnant Findorff var lige gået forbi. Hun sank hen i dybe drømmerier, i uro. Om aftenen var hun, efter hvad hun betroede mig under forestillingen, som vanvittig, som besat, hun tænkte kun på Findorff som hun aldrig har talt med. Hvis hun havde turdet, sagde hun, ville hun have sendt bud efter ham; det yndige ansigt viste alle tegn på den voldsomste lidenskab. Den varede også næste dag; da der var gået tre dage og Findorff havde opført sig som et fæ, tænkte hun ikke mere på ham. En måned efter var han hende forhadt.

Stendhal: Om kærligheden