Øjet er et materiale. Han fjerner det.
Det kan varmes op
så iris bliver rød. Hulen svier. Tårer triller uden gråd.
Han ser derind. Lad tristessen glide ud mellem fingrene.
Hovedet som en magnet. Dage derinde.
Hænderne ligger tungt på lårene. Øjet siger ingenting
det var glas og før det sand. Det bliver aldrig mit.
Fra munden lyder skiftende fortællinger om stor kærlighed.
store fortællinger om skiftende kærlighed.
Dette øje skal ikke fortælle. Øjet er et låg
der kan åbnes
munden et hul at falde ned i. Der er ting
der skal siges
men ikke noget at tale om.

Anne-Louise Bosmans: Vi er amøber

Repent means "the pain again."

Anne Carson: NOX

Forestil dig du bor i et land. Et lille hyggeligt land. Solen skinner, du har det godt . Du er et ungt menneske. Du tager ud på en rejse. Du forelsker dig i et menneske fra et fremmed land, og du beslutter dig for at gifte dig. Men nu går det op for dig, at landet du bor i, gør alt for at forhindre dig i at gifte dig med en fremmed. Nu er du bange, men vi skal længere ind. Vi skal helt ind i sindet. Du tager hen til Udlændingeservice. Der er noget foruroligende over dette navn, noget modstridende og løgnagtigt, det fornemmer du straks. Du kommer ind på kontoret, men kontoret er helt tomt. Der er ikke et menneske, der kan hjælpe dig, kun en svag kværnende lyd som om tusind knive blev slebet mod hinanden et sted ikke så langt borte. Pludselig mærker du et bid i din ankel. Du kigger ned og ser at der ligger en hjemmehjælper og gnaver i din ankel. Nu er du bange, men vi skal længere ind. Vi skal helt ind i sindet. Med blodet sprøjtende fra din læderede ankel flygter du hen mod udgangen, men døren er låst. Hjemmehjælperen maver sig efter dig med utrolig fart, mens hun med en sygeligt skinger stemme gentagne gange skriger: "Jeg vil æde din sjæl". Hjemmehjælperen er lige ved at få fat i din sjæl, det kan du tydeligt mærke, og du har glemt alt om din kæreste og alt om at gifte dig. Du tænker kun på at komme væk. Du får øje på en rulletrappe. Du halter hen til rulletrappen, så hurtigt du kan. Du ser dig tilbage. Hjemmehjælperen har rejst sig på bagbenene og begynder at vakle hen mod dig som en zombie. Nu er du bange, men vi skal længere ind. Helt ind i sindet. Du er nået hen til rulletrappen og stiger på. Hjemmehjælperen kommer nærmere og nærmere. Den kværnende lyd, du næsten havde glemt, bliver højere og højere. Nu er du nået til enden at rulletrappen, og herfra ser du at lyden kommer fra en gigantisk kødhakkemaskine. Du forsøger at løbe tilbage ned ad rulletrappen, men netop da ser du at zombiehjemmehjælperen er nået hen til trappen og nu er på vej op imod dig. Der løber blod ud af hendes mund og ud af hendes øjne. Du vender dig om igen og idet du mærker hendes iskolde hånd gribe fat om din strube snubler du og falder mod kødhakkeren dybt dybt nede. Her slutter dagens drømmerejse og du er nu parat til at gå ud i dit liv med fornyet energi i krop og sjæl.

Gennem talrige lande og over frembærende have
ankommer jeg, broder, til denne triste grav
hvordan ære dig en sidste gang i døden
og tilmed stumt og formålsløst tiltale asken
når skæbnen har berøvet mig dig min eneste
åh trist grusomt bortrevne broder
tag dog alligevel nu som forfædrenes
skikke byder imod en trist gravgave
tag den gennemblødt af brodertårer
med ind i evigheden, broder, farvel.

Catul 101

Efter vores forældres selvmord var vi indespærrede i tårnet i to en halv måned, selve landmærket i vores forstad, Amras, tårnet som kun var tilgængeligt gennem æblehaven som i sydlig retning førte op mod urfjeldet og havde været i vores fars eje i årevis.
Dette tårn, som tilhørte vores onkel havde i disse to og en halv måned været et tilflugtssted som beskyttede os mod menneskenes indgreb og skjulte os for blikkene fra en verden som kun handler og forstår ud fra det onde.
Vi har kun vor onkels indflydelse, vor morbror, at takke for at vi - i strid med Tyrols brutale sundhedsregulativ for dem som er taget i selvmordsforsøg og dømt til et videre og pinefuldt liv og lemlæstelse på denne måde - ikke blev placeret på sindsygehospitalet, og ikke som mange andre måtte dele skæbne med alle dem fra øvre-Inndalen, fra Karwendelfjeldene og Brennerlandsbyerne som først der virkelig blev ødelagt og knust på den forfærdelige måde jeg kender så godt.

Thomas Bernhard: Amras