She decided to have a children’s party for him. She told him about it, bought him a new suit. When the afternoon of the party came and the guests began to arrive, Popeye could not be found. Finally a servant found a bathroom door locked. They called the child, but got no answer. They sent for a locksmith, but in the meantime the woman, frightened, had the door broken in with an axe. The bathroom was empty. The window was open. It gave on to a lower roof, from which a drain-pipe descended to the ground. But Popeye was gone. On the floor lay a wicker cage in which two lovebirds lived; beside it lay the birds themselves, and bloody scissors with which he had cut them up alive.

William Faulkner: Sanctuary, XXXI

Jeg cykler langs den brune kanal,
forbi de bjergtagne på Serafimerhospitalets balkoner,
den bortvendte side. På forsiden rives vildvinen ned.
En kraftig dug.
Duggen er vandets måde at forvandle sig til vand på.

Lars Norén: Juli 1979, Hjärta i Hjärta

Jeg har læst at der lige inden man drukner
findes et øjeblik hvor kroppen
bliver varm og rolig.
I avisen beskrives stadiet som at
forsones med døden.
Jeg vil ikke drukne.
Jeg vil dø en forfærdelig død.

Ida Linde: Maskinflickans testamente

Jeg kyssede ham, som stod mig nærmest, rakte de tre næste hånden, begyndte at løbe vejen tilbage, ingen kaldte på mig.

Franz Kafka: Børn på landevejen

Kvinden mærker, hvordan sneen langsomt trænger ind til hende i tid og rum. Det vil endnu vare længe, før foråret kommer. Naturen kan i dag ikke engang klare at se nymalet ud. Snavset klæber til træerne. En hund løber forbi hende, den humper. Der kommer kvinder imod hende, forjaskede som har de været opbevaret i årevis i papkasser.

Elfriede Jelinek: Lyst

Sidste nat drømte jeg om Joyce. Han stod ude på en gade og var død. Jeg gik hen til ham og sagde noget til ham, men han var død og kunne ikke svare, stirrede undskyldende på mig. Så kom du hen, jeg greb fat om dig, så vågende jeg, jeg havde viklet mine ben omkring tæppet, den stod på mig, jeg forsøgte at glemme den, jeg tænkte på førsokratiske tænkere, men den blev bare ved med at stå.

Pentti Saarikoski: Brev til min hustru

Jeg forsøger med vold og magt at presse nogle litterære værdier ind i denne tekst, fordi de ifølge litteraturanmelderne berettiger mig til at fortælle, hvad der foregår inde i mit hoved, mens det i virkeligheden er dine skamlæber, der bevæger sig og dine bryster, der stønner, derinde.

Pentti Saarikoski: Brev til min hustru

en bra diktare
gör inte dikter
han letar efter dem

Pentti Saarikoski: Spela upp til dans, XVIII