Floden er så bred, at der både er plads til en ø og gangstier med bænke. I hver sin ende af broen står der et træskur, og de er så smukke, at man hellere kunne kalde dem for små bygninger, eller legehuse. Jeg er altid blevet træt midt i det hele, uden at opnå det, jeg har stræbt efter. Jeg er havnet andre steder, end jeg egentlig var på vej hen til, men jeg har aldrig tænkt, at jeg er havnet et forkert sted, da der findes så mange omstændigheder, jeg ikke ved noget om. Måske kommer der en tid, hvor vi er i stand til at lægge en plan, hvorom vi kan sige, at vi ikke formåede at udtænke noget, der var bedre. Der findes en omstændighed, som jeg ikke kan komme på, en detalje, som bliver ved med at være dunkel, et menneske, en ting eller måske en begivenhed, noget, som findes et sted meget langt tilbage, før jeg overhovedet var til, jeg vil aldrig finde ud af det, men jeg ville jo heller ikke så tydeligt kunne fornemme dets eksistens, hvis ikke det havde eksisteret, før jeg var til, et sted har der garanteret været en dør, som jeg må have passeret uden at have opdaget det, netop den dør, som jeg burde være gået ind af for at støde på det, der kunne afgøre det hele, opklare dette rod, og for at kunne opleve en glæde, som jeg kan huske.

Pentti Saarikoski: Tiden i Prag
oversat af Helena Idström