og nu, mens jeg sidder og skriver dette i et hus under vulkanen, står der en ko uden for vinduet og kigger ind. Den ser så klog ud som en ko nu engang kan. Godmodige øjne, tålmodigt gumlende, som en filosof, der vender den samme tanke igen og igen. Da jeg var barn havde jeg en kalv (har jeg fortalt dig det? det tror jeg ikke) en sommer, hvor jeg boede hos mormor og morfar. Der var ingen, der vidste, at det var min kalv, ud over kalven og jeg. Den fulgte mig overalt som en hund og sugede på mine fingre, når jeg stak hånden i munden på den. Tungen var ru, munden blød. Jeg lukkede den ud af indhegningen og vi gik gennem kornmarkerne ad traktorsporene, hvor vi var usete og skjulte for verden, selvom vi var i verden og følte os lykkelige, fordi vi ikke var alene længere. Jeg sad i en grøftekant og spiste ærter, og kalven stod ved siden af og spiste græs og indimellem de ærter, jeg forsøgte at made den med, men de fleste trillede ud af munden igen, og kalven brølede og slikkede mig i ansigtet. Købmanden nede i byen gav mig en slikkepind, som jeg delte med kalven, når ingen kiggede, og ringede til morfar, som kom og hentede os i den gamle Volvo. Lærkerne sang. Jeg sad på forsædet ved siden af morfar og kalven på bagsædet med hovedet ud af vinduet. Året efter var den slagtet, og al den tid, jeg havde overlevet hjemme for at kunne se den igen, styrtede ned som et loft og pulveriseredes i en hvid sky. Hjemme var ikke et hjem, men det var der far og mor boede, der hvor man blev pakket ind i ler og bagt og slået i stykker, og smurt ind i ler og lort og bagt og slået i stykker, og Loven hang som et lod om halsen og kvalte én langsomt. Tabte man det, gik det igennem gulvet og ramte én i hovedet. Når man lå ned, når man blev slået i gulvet, blev man slået med Loven, og Loven var overalt og alligevel så lille, at den kunne ligge i en knytnæve. Maden kunne man spise på toilettet, hvis man havde slået en skid i løbet af dagen, for så var man en skiderik, der fik far til ækles og mor til at græde, så det var en lyst, og far regerede med sine flasker og sine tømmermænd, der gik strækmarch i snorlige rækker og smadrede og brændte alt skidtet på deres vej, så verden kunne blive et sted, hvor en mand, som far, kunne bo. Far, der gav mig et brød med en sten i, inden han rejste, og lod os tilbage med ruinerne efter sin krig. Det var håbløst at få et levested ud af dem, så han rejste og lod os i stikken, som mor sagde, og det var svært at vide, om det var godt eller skidt, men en ting stod klart, at vi ikke var gode nok, at jeg ikke var. Det er familieforbandelsen, jeg har fået i gave, og det var din yndlingshistorie dengang, der stadig var ømhed i dit hjerte for mig. Du, som elskede, når blodet sprøjtede og tanden røg ud, og mor græd og græd, så hun måtte på hospitalet, og doktoren hældte cement i øjnene, så hun ikke skulle tørre helt ud, og Loven blev tungere og tungere i den uge og sugede alting til sig, mens mor var borte, inden han tog afsted og efterlod et hul i luften, hvor Loven havde været. Inden Loven, som alting roterede om, blev suget ind i sig selv og forsvandt, og alt, hvad den indtil da havde holdt oppe, standsede og stod stille i luften et øjeblik, inden de faldt, da han gik, før hun vendte tilbage og ikke kunne græde mere, og jeg så ham, fra hvor jeg gemte mig bag gardinet, da han gik ned ad havegangen og så sig tilbage en sidste gang uden at se mig, inden han forsvandt som en ond drøm, jeg drømte nat efter nat, hvor han gik ned ad havegangen og så sig tilbage en sidste gang, og en sidste gang, og en sidste gang, inden mor kom tilbage en dag eller tre senere. Hun fik cementen i pilleform og tog for meget og blev gul og stiv, så hun måtte på hospitalet igen og have flere piller, så tårerne stod stille i øjnene, når hun sad i lænestolen i hjørnet af stuen og så op i loftet, der blev spejlet i hendes briller, og du lagde din hånd på mit hoved, der lå i dit skød, dengang for længe siden da du stadig gad høre om min ulykkelige barndom, inden jeg selv blev min far, og du blev hende, der ikke havde flere tårer tilbage for mig.

- fra Island, roman på vej ...

Floden er så bred, at der både er plads til en ø og gangstier med bænke. I hver sin ende af broen står der et træskur, og de er så smukke, at man hellere kunne kalde dem for små bygninger, eller legehuse. Jeg er altid blevet træt midt i det hele, uden at opnå det, jeg har stræbt efter. Jeg er havnet andre steder, end jeg egentlig var på vej hen til, men jeg har aldrig tænkt, at jeg er havnet et forkert sted, da der findes så mange omstændigheder, jeg ikke ved noget om. Måske kommer der en tid, hvor vi er i stand til at lægge en plan, hvorom vi kan sige, at vi ikke formåede at udtænke noget, der var bedre. Der findes en omstændighed, som jeg ikke kan komme på, en detalje, som bliver ved med at være dunkel, et menneske, en ting eller måske en begivenhed, noget, som findes et sted meget langt tilbage, før jeg overhovedet var til, jeg vil aldrig finde ud af det, men jeg ville jo heller ikke så tydeligt kunne fornemme dets eksistens, hvis ikke det havde eksisteret, før jeg var til, et sted har der garanteret været en dør, som jeg må have passeret uden at have opdaget det, netop den dør, som jeg burde være gået ind af for at støde på det, der kunne afgøre det hele, opklare dette rod, og for at kunne opleve en glæde, som jeg kan huske.

Pentti Saarikoski: Tiden i Prag
oversat af Helena Idström 

5.3 Min brors enke fortæller mig at han var ludfattig da hun mødte ham første gang (Amsterdam). Han kom ind i baren og hun så op og sagde, ham vil jeg giftes med. De boede på gaden i to år, sov i trappeskakter, spiste en gang om ugen, drak meget, det var efter Anna. Lugten af trappeskakt (jeg

kan huske) han krøb sammen under trappen hvor vi havde vores sko og frakker vinter søndag blod i hans ansigt han var omkring ni år og min mor omkring ham med alle sine hænder der råbte Hvad nu åh hvad er det nu?

[mennesket] griber levende den døde i søvnen, vågen den sovende

- Pentti Saarikoski: Lykkens tid

Alt jeg vågen
ser er død
alt når jeg sover, drøm.

 - Heraklit: fragment 21

På højden af frihed bliver du tvivlende: er det ikke snarere vennerne som forhindrer dig i at fuldføre din bane? Deres ros gør dig nedtrykt, for der er stukket en målestok ind mellem roserne.
Fjenden slår målestokken i hovedet på dig. Men så lærer han dig også at det er en fejltagelse at lade sig måle.

Horace Engdahl: Meteorer
oversat af Karsten Sand Iversen