mandag den 12. december 2011

Bruno Cassirer opfordrede Robert til at skrive en roman, hvorpå Geschwister Tanner blev til. Cassirer brød sig imidlertid ikke særligt om bogen og fandt, ligesom en anden kritiker, at den bestod af lutter sidebemærkninger.

Carl Seelig: Vandringer med Robert Walser
oversat af Morten Riis

1 kommentar:

Peter Højrup sagde ...

"lutter sidebemærkninger" er måske den bedste beskrivelse af ikke blot "Geschwister Tanner", men Walsers forfatterskab som sådan, jeg har set. Walsers forlægger Cassirer ser det som et problem: hvor er substansen? må man gå ud fra han spørger, men det er måske netop det, der gør Walser så interessant: at han bestandigt undviger at forklare, uddybe osv. Et klassisk eksempel fra "Røveren" er et sted, hvor der står "Edith elsker ham, mere om det senere", men man hører aldrig noget til denne kærlighedshistorie igen. Walser praktiserer en fortabelseskunnt eller digressionskunst, hvor det aldrig er målet, der er det interessante, men derimod vejen derhen, eller med andre ord, det er ikke det der siges, der er det mest interessante, det er de tusind forbehold, der skydes ind foran påstanden. Et andet fantastisk citat fra en i øvrigt fantastisk bog (som jeg ærgrer mig over Arena har været så frække at udgive, når den så oplagt er en Basilisk bog!) er: "Han [Walser] fortæller halvt ærgerligt, halvt fornøjet om en fru A., som han kender fra ungdomsårene, men som nu er gift med en tjenestemand inden for postvæsnet. Hun holder ham så småt for nar; idet hun både bombarderer ham med chokolade og sender ham uforskammede breve. 'Jeg kan dog stadigvæk ikke tage hende helt alvorligt!' Hun har i denne sammenhæng en forbundsfælle i Thomas Mann, der i et brev engang uden videre degraderede Robert til 'et opvakt barn'".