"Hold lidt til højre, Deres Nåde, der er nogle buske der," sagde en husar, som Rostóv søvndrukken passerede. Rostóv løftede hovedet, der allerede var gledet helt ned mod hestens manke, og gjorde holdt ved siden af husaren. Den unge, barnlige søvn trængte sig stadig på. - Ja, hvad var det nu jeg tænkte på. Lad mig ikke glemme det. Hvad jeg ville sige til Kejseren? Nej, det var ikke det, det er jo i morgen. Nå ja, rigtigt! Natásja - ma tache - m'attaque ... En attak? ... Nå jo, en husarattak ... Natásja med overskæg ... Nej husaroverskæg ... På Tverskája-gaden i Moskva kørte en husar med overskæg, jeg kom til at tænke på ham, lige uden for Gúrjevs hus ... Ak ja, den gamle Gújev ... Åh, sikken en prægtig fyr, den Denísov! Men det er alt sammen småting. Det vigtigste er nu, at kejseren er her. Hvor han dog så på mig, og han ville sige noget, men turde ikke ... Nej, det var mig, der ikke turde. Men det er alt sammen småting. Det vigtigste er, at jeg ikke må glemme, at jeg tænker på noget meget vigtigt. Natásja, ma tache Jajaja. Det er godt. Og hans hoved faldt igen ned imod hestens hals. Pludselig syntes han, at der blev skudt på ham. "Hvad? Hvad? Hvad er det? Slå løs! Hvad er det?" sagde Rostóv og kom til sig selv.

Tolstoj: Krig og Fred