m

mmm

mmmmm

mmmmmmm

mmmmmmmmm

mmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmmmmmmmoral

Ernst Jandl: mmmoral

Da vi mødtes til en samtale i en park et eller to år senere for at udsætte fortsættelsen af vores brevveksling, er enhver erindring om at have læst selv-korrespondancen forsvundet. I stedet er det en tilbagevending til den seneste bog, der anbefales. Det er en strålende sommerdag, hans hud, sådan som den viser sig, hvor skjorteærmerne er rullet op og knapperne løsnet i halsen og over brystet, har en brun, nøddeagtig kulør, men det er svært for mig at tænke på andet end hans brev, og hvordan han med noget, der lød som både en trussel og et håb om afslutning, skrev det er ikke alle, der skal arbejde med det i skrift. Dengang fortsatte han sætningen med: "Skal man på den anden side netop dét, og skal man arbejde med det til sin dødsdag, må man også forsøge at hive alle de erkendelser ud af konflikterne, som man nu er i stand til, inden armene bliver flået af kroppen ..." En voldsom sætning, med et voldsomt retorisk præg, som fik mig til at modsætte mig hans tanke og dens hengivelse til ét liv ved at formulere en forestilling om at bringe mig i en situation ved at skrive, hvor det bliver umuligt at skrive mere, og noget andet må begyndes:

Mikkel Thykier: 3 sider af en drøm om stumheden

Regnvandet søger ned i det hjørne af haven, hvor reservoiret er placeret, så det kan blive renset og genanvendt til bade og toiletskyld. Connie har menstruation i dag. I går elskede hun med sin mand Brian. Det er sådan hun tænker det, de elskede, de dyrkede ikke bare sex, eller bollede eller knaldede eller kneppede. De elskede, de forsøgte at få et barn, de forsøgte at blive gravide. ”Vi forsøger at blive gravide”, det var sådan Brian formulerede det, når han fortalte om deres planer til venner og familie, eller det vil sige i starten sagde han sådan, nu er de holdt op med at tale om det, og folk er holdt op med at spørge, hvordan det går med at blive gravide. Connie savner, at Brian siger: ”Vi forsøger at blive gravide”, også selvom hun følte sig pinligt berørt, når han sagde det (dengang han endnu sagde det), fordi det lød som om barnet også ville vokse i ham, at hans maveskin også ville blive spændt ud over det lille ny menneske, der lå derinde og ventede på at arve jorden. I dag føler Connie sig tung. Hun føler sig jordbunden. Det trækker i underlivet, og hun er grådlabil. Regnvejret hjælper heller ikke. Hvad blev der af alle de søde ord Brian hviskede i hendes øre? Hvad blev der af deres elskov? I dag bliver det hele skyllet bort af en flod af blod. Connies menstruation er uregelmæssig. Det har den været siden den sidste abort. En spontan abort, som de sagde på sygehuset, som om aborten var et pludseligt indfald Connie havde fået. En fiks idé, noget hun gjorde uden at tænke over det. Hvad var der tilbage af alle deres anstrengelser nu? Intet! Connie kan mærke tårerne presse sig på. Hun føler det hele har været forgæves, men huset har ikke glemt Connies og Brians anstrengelser. Klimaanlægget har opsuget den overskudsvarme som Connies og Brians kroppe udskilte, da de forsøgte at lave et barn. Fra husets synspunkt er der ikke gået noget til spilde. Connie ser ud gennem vinduet og begynder at græde. Vinduet der er tykt som en brosten, en glasvæg snarere end en rude. Regnvandet på ydersiden ser ud som om det er meget langt væk. Connie tænker på barnet, der voksede i maven, på barnet, der kom ud af ingenting, et helt lille menneske, der voksede inden i hende, som var en del af hende, og også en del af Brian selvfølgelig, men mest en del af hende. Hun husker, hvordan hun holdt sig på maven og tænkte på barnet, om det var en dreng eller en pige. Barnet, der tilsyneladende voksede ud af ingenting, hvor kom alt dette liv fra? Connie kunne ikke begribe det. Selvfølgelig tog det næring til sig gennem navlestrengen, det viste hun godt, og det havde sin arveanlæg med fra sædcellen og ægget, men alligevel?!? Hun havde svært ved at forlige sig med den ødselhed livet i hendes mave tilsyneladende blomstrede med. Og så gik det galt. Ikke fordi hun faldt ned af trappen eller udførte hårdt fysisk arbejde. Hun dækkede bord, og så begyndte hun at bløde. Fire timer efter var barnet ikke længere et barn, men et affaldsprodukt. Gad vide, hvad der blev af det, tænker Connie. Hun tænker og aner et øjeblik konturerne af en skorsten. Så forsøger hun at stoppe sin tankestrøm. Forsøger at lade være med at tænke på det indslag, hun har set i fjernsynet om, hvordan hospitalerne genanvender deres affald, hvordan de forbrænder affaldet og udnytter energien til opvarmning og elektricitet. Det er ikke til at bære synes Connie og synker sammen på det opvarmede stuegulv. Connie græder. Tårerne strømmer ned ad hendes kinder og en sensor i klimaanlægget, registrerer at luftfugtigheden er steget en anelse i rummet. Connie lægger sig ned på siden og trækker benene op under sig. Hun hulker. Hun hører en svag summen, som indikerer, at huset arbejder på at genoprette den ideelle luftfugtighed på 50 %. Der er lang tid til Brian kommer hjem. Han er taget til møde, selvom det er lørdag. Connie føler sig forladt. Hun føler sig indespærret i det gennemisolerede hus, som bestandigt forsøger at opretholde den ideale tilstand. Huset har ingen årstider. Det bliver aldrig for varmt eller for koldt. Målet er altid lige tilpas, som i eventyret om Guldlok og de tre bjørne, hvor Guldlok finder den mindste bjørns stol, grød og seng lige tilpas, og hvor ”lige tilpas” er den højeste lykke. Connie føler en smerte, der ikke kan forliges med idealtemperatur og -luftfugtighed. Hun har brug for at stå på en nøgen klippe i uvejr og skrige. Der er noget ferskt over huset som hun ubevidst begynder at hade. Der er noget ferskt over hendes parforhold og hendes arbejdsliv, som gør hende mistrøstig. Denne evindelige ophobning af værdi byder hende pludselig imod. Hun tænker at mennesket grundlæggende er en parasit, at mennesket ikke har tilført planeten én eneste god ting. Kort sagt: Connie er langt nede. Om ca. fem minutter vil hun rejse sig fra gulvet og indse, at hun har taget fejl. At der stadig er håb for menneskeheden. Og for hendes parforhold. Hun er stadig ung. Det er ikke for sent at få et barn: der er kunstig befrugtning – og adaption, hvis det endelig skulle komme til det. En dag vil hun føde eller opfostre et barn, der vil redde planeten. Et barn, der vil vokse sig til en stor leder. En leder, der vil forene verdens nationer og knuse bjergene af penge. En mand eller kvinde, der vil forstå at fordele goderne blandt verdens folkeslag og lede dem mod en bedre og køligere fremtid.

Connies penge (uddrag)

The day, my friends, and all things stay for me.

Shakespeare: Henry V

Hvis pludselig alle ting fik halv størrelse og faldt ned i mellemrummene mellem hinanden.

Per Højholt: Album, tumult