torsdag den 13. august 2009

Jeg fortæller dig om mine naboer. Der er pletter på gulvtæppet. Du koger et æg til mig, jeg burde spise et æg hver morgen for mit helbred. Det har lægen sagt; kvinderne konkurrerer ikke så meget om mig, men mere om hvem der skal have lov til at koge mit æg. Ægget ligger helt stille i vandet, lige indtil vandet begynder at koge og ægget at dirre. Jeg spiser ægget med en teske og du laver en kop te til dig selv af kogevandet. Et halmstrå, som har fulgt med ægget fra hønsegården, ligger i vandet.

Pentti Saarikoski: Tiden i Prag

lørdag den 4. juli 2009

Hvid porcelæn i et lyserødt hus

tirsdag den 16. juni 2009

m

mmm

mmmmm

mmmmmmm

mmmmmmmmm

mmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmmmmmmmoral

Ernst Jandl: mmmoral

Da vi mødtes til en samtale i en park et eller to år senere for at udsætte fortsættelsen af vores brevveksling, er enhver erindring om at have læst selv-korrespondancen forsvundet. I stedet er det en tilbagevending til den seneste bog, der anbefales. Det er en strålende sommerdag, hans hud, sådan som den viser sig, hvor skjorteærmerne er rullet op og knapperne løsnet i halsen og over brystet, har en brun, nøddeagtig kulør, men det er svært for mig at tænke på andet end hans brev, og hvordan han med noget, der lød som både en trussel og et håb om afslutning, skrev det er ikke alle, der skal arbejde med det i skrift. Dengang fortsatte han sætningen med: "Skal man på den anden side netop dét, og skal man arbejde med det til sin dødsdag, må man også forsøge at hive alle de erkendelser ud af konflikterne, som man nu er i stand til, inden armene bliver flået af kroppen ..." En voldsom sætning, med et voldsomt retorisk præg, som fik mig til at modsætte mig hans tanke og dens hengivelse til ét liv ved at formulere en forestilling om at bringe mig i en situation ved at skrive, hvor det bliver umuligt at skrive mere, og noget andet må begyndes:

Mikkel Thykier: 3 sider af en drøm om stumheden

fredag den 12. juni 2009

Regnvandet søger ned i det hjørne af haven, hvor reservoiret er placeret, så det kan blive renset og genanvendt til bade og toiletskyld. Connie har menstruation i dag. I går elskede hun med sin mand Brian. Det er sådan hun tænker det, de elskede, de dyrkede ikke bare sex, eller bollede eller knaldede eller kneppede. De elskede, de forsøgte at få et barn, de forsøgte at blive gravide. ”Vi forsøger at blive gravide”, det var sådan Brian formulerede det, når han fortalte om deres planer til venner og familie, eller det vil sige i starten sagde han sådan, nu er de holdt op med at tale om det, og folk er holdt op med at spørge, hvordan det går med at blive gravide. Connie savner, at Brian siger: ”Vi forsøger at blive gravide”, også selvom hun følte sig pinligt berørt, når han sagde det (dengang han endnu sagde det), fordi det lød som om barnet også ville vokse i ham, at hans maveskin også ville blive spændt ud over det lille ny menneske, der lå derinde og ventede på at arve jorden. I dag føler Connie sig tung. Hun føler sig jordbunden. Det trækker i underlivet, og hun er grådlabil. Regnvejret hjælper heller ikke. Hvad blev der af alle de søde ord Brian hviskede i hendes øre? Hvad blev der af deres elskov? I dag bliver det hele skyllet bort af en flod af blod. Connies menstruation er uregelmæssig. Det har den været siden den sidste abort. En spontan abort, som de sagde på sygehuset, som om aborten var et pludseligt indfald Connie havde fået. En fiks idé, noget hun gjorde uden at tænke over det. Hvad var der tilbage af alle deres anstrengelser nu? Intet! Connie kan mærke tårerne presse sig på. Hun føler det hele har været forgæves, men huset har ikke glemt Connies og Brians anstrengelser. Klimaanlægget har opsuget den overskudsvarme som Connies og Brians kroppe udskilte, da de forsøgte at lave et barn. Fra husets synspunkt er der ikke gået noget til spilde. Connie ser ud gennem vinduet og begynder at græde. Vinduet der er tykt som en brosten, en glasvæg snarere end en rude. Regnvandet på ydersiden ser ud som om det er meget langt væk. Connie tænker på barnet, der voksede i maven, på barnet, der kom ud af ingenting, et helt lille menneske, der voksede inden i hende, som var en del af hende, og også en del af Brian selvfølgelig, men mest en del af hende. Hun husker, hvordan hun holdt sig på maven og tænkte på barnet, om det var en dreng eller en pige. Barnet, der tilsyneladende voksede ud af ingenting, hvor kom alt dette liv fra? Connie kunne ikke begribe det. Selvfølgelig tog det næring til sig gennem navlestrengen, det viste hun godt, og det havde sin arveanlæg med fra sædcellen og ægget, men alligevel?!? Hun havde svært ved at forlige sig med den ødselhed livet i hendes mave tilsyneladende blomstrede med. Og så gik det galt. Ikke fordi hun faldt ned af trappen eller udførte hårdt fysisk arbejde. Hun dækkede bord, og så begyndte hun at bløde. Fire timer efter var barnet ikke længere et barn, men et affaldsprodukt. Gad vide, hvad der blev af det, tænker Connie. Hun tænker og aner et øjeblik konturerne af en skorsten. Så forsøger hun at stoppe sin tankestrøm. Forsøger at lade være med at tænke på det indslag, hun har set i fjernsynet om, hvordan hospitalerne genanvender deres affald, hvordan de forbrænder affaldet og udnytter energien til opvarmning og elektricitet. Det er ikke til at bære synes Connie og synker sammen på det opvarmede stuegulv. Connie græder. Tårerne strømmer ned ad hendes kinder og en sensor i klimaanlægget, registrerer at luftfugtigheden er steget en anelse i rummet. Connie lægger sig ned på siden og trækker benene op under sig. Hun hulker. Hun hører en svag summen, som indikerer, at huset arbejder på at genoprette den ideelle luftfugtighed på 50 %. Der er lang tid til Brian kommer hjem. Han er taget til møde, selvom det er lørdag. Connie føler sig forladt. Hun føler sig indespærret i det gennemisolerede hus, som bestandigt forsøger at opretholde den ideale tilstand. Huset har ingen årstider. Det bliver aldrig for varmt eller for koldt. Målet er altid lige tilpas, som i eventyret om Guldlok og de tre bjørne, hvor Guldlok finder den mindste bjørns stol, grød og seng lige tilpas, og hvor ”lige tilpas” er den højeste lykke. Connie føler en smerte, der ikke kan forliges med idealtemperatur og -luftfugtighed. Hun har brug for at stå på en nøgen klippe i uvejr og skrige. Der er noget ferskt over huset som hun ubevidst begynder at hade. Der er noget ferskt over hendes parforhold og hendes arbejdsliv, som gør hende mistrøstig. Denne evindelige ophobning af værdi byder hende pludselig imod. Hun tænker at mennesket grundlæggende er en parasit, at mennesket ikke har tilført planeten én eneste god ting. Kort sagt: Connie er langt nede. Om ca. fem minutter vil hun rejse sig fra gulvet og indse, at hun har taget fejl. At der stadig er håb for menneskeheden. Og for hendes parforhold. Hun er stadig ung. Det er ikke for sent at få et barn: der er kunstig befrugtning – og adaption, hvis det endelig skulle komme til det. En dag vil hun føde eller opfostre et barn, der vil redde planeten. Et barn, der vil vokse sig til en stor leder. En leder, der vil forene verdens nationer og knuse bjergene af penge. En mand eller kvinde, der vil forstå at fordele goderne blandt verdens folkeslag og lede dem mod en bedre og køligere fremtid.

Connies penge (uddrag)

onsdag den 3. juni 2009

The day, my friends, and all things stay for me.

Shakespeare: Henry V

mandag den 1. juni 2009

Hvis pludselig alle ting fik halv størrelse og faldt ned i mellemrummene mellem hinanden.

Per Højholt: Album, tumult

lørdag den 30. maj 2009

Under træet

Jeg misunder drengene
der vokser op
og lærer at hade
deres fædre
for i hadet
ligger der også
en tabt kærlighed
pigerne
forguder fædrene
også når fædrene
er strenge
og straffer dem
pigerne vil gerne straffes
for det viser dem
at fædrene ikke er ligeglade med dem
alligevel snøfter de
og mødrene forsøger at trøste
men pigerne vil ikke trøstes
af mødrene
de nærer et uformuleret had
til mødrene
fordi mødrene altid
favorisere sønnerne
alligevel påstår pigerne
at de holder mere af mødrene
end af fædrene
for fædrene er så hårde
og strenge
siger de
og begynder at græde
så mødrene
må trøste igen
sønnerne vil gerne være
som fædrene
de vil gerne snedkerere
og ride på heste
og slås
men det
er de slet ikke store nok til
endnu
de falder af hesten
og får næseblod
og så må mødrene trøste igen
men fædrene under ikke sønnerne
moderens omsorg
de græmmer sig
når de ser sønnerne
gemme deres forgrædte ansigter
i moderens skørter
og sønnerne
kan på deres side
ikke tilgive fædrene
det der foregår i ægtesengen
når lyset bliver slukket
de kan ikke begribe
at mødrene
overgiver sig til fædrene
på den måde
at mødrene lader sig kneppe
af fædrene uden at gøre modstand
ligesom fædrene
ikke kan begribe moderkærligheden
der får mødrene til
ved enhver lejlighed
at stille sig på sønnernes side
det byder fædrene imod
at se mødrene
pylre om sønnerne
og de siger
nu pyldre du om ham igen
han bliver jo aldrig en mand
når du pyldrer sådan om ham
fædrene får trang til at hærde sønnerne
de får trang til at slå dem
så de kan lære at tåle mosten
så de kan lære at kneppe
og slås
og i det hele taget lære
at klare sig
uden moderens omsorg
ligesom de selv har lært det
af deres fædre
der i sin tid fordrev dem
fra deres mødre.

Emilio Alvarez: efterladte digte

søndag den 24. maj 2009

En del af dem, der gik omkring i søjlegangene, kastede sten efter Eumolpus, mens han reciterede. Men han var vant til den slags bifald, som hans talent fremkaldte. Han dækkede sit hoved og flygtede ud af templet. Jeg blev bange for, at han skulle påstå, at jeg også var digter, så jeg løb efter efter ham, helt ned til kysten. Så snart vi var uden for kasteskytsenes rækkevidde og kunne stoppe, sagde jeg: "Hvad er det for en absurd sygdom, du lider af? Vi har ikke engang været sammen i to timer, og du har talt mere som en digter end som et menneske. Det undrer mig ikke, at folk kyler sten efter dig. Jeg vil også fylde min lomme med sten, så jeg kan tømme blodet ud af dit hoved, hver gang det løber af med dig."
Han antog en helt anden grimasse og sagde: "Åh, min kære unge mand. I dag er ikke første gang, den slags ulykker har svirret om ørenene på mig. Næ, hver eneste gang jeg træder ind i et teater for at recitere, er det den slags velkomst, folkemængden giver mig. Men for ikke også at rage uklar med dig, så lover jeg, at jeg vil afholde mig fra den lyriske føde hele dagen."
"Okay, " sagde jeg. "Hvis du er færdig med at lukke lort ud for i dag, så kan vi spise middag sammen. " ...

Petronius: Satyricon

lørdag den 23. maj 2009

"Mine unge venner," sagde Eumolpus, "poesien har ført mange på vildspor: For så snart nogen har sat sine ord på vers og flettet sine udsagn sammen i ciselerede sætninger, tror han, at han har nået Helicons tinde. Når folk er udkørte af juridisk arbejde, søger de ofte sindsro i poesien, som om dette var en sikrere havn, fordi de tror, at det er lettere at udforme et digt end en retstale, der er smykket med glitrende fyndord. Men den ægte skønånd hader forfængelighed, og sindet kan hverken befrugtes eller forløse inspirationens afkom, hvis ikke det er oversvømmet af en vældig flod af dannelse. Man må undgå enhver form for grovhed i ordvalget, om jeg så må sige, og anvende udtryk, der er fjernt fra det folkelige, så indtrykket bliver: "Jeg hader den gemene pøbel og støder den fra mig."

Petronius: Satyricon

søndag den 10. maj 2009

fr. 2

Alle os som blade

Han sammenligner (ligesom Homer) menneskets liv med bladene

Alle os som blade i chokket over det:
forår –
Et sløvt gyldent hop og du er der.
Ser du solen? – jeg byggede den.
Som dreng. Skæbnegudinderne slog med deres haler i et hjørne.
Men (lad mig nu se) var det ikke på et hotel i Chicago
hvor jeg modtog det første af disse – min krop går ud af rummet
opsat på et eller andet dødbringende ærinde
imens jeg oppe under loftet nærmest bare svinder bort
brainsex malerier som jeg plejede at kalde dem?
På den tid hvor jeg (så at sige) malede.
Husker du
den sært vidunderlige chokolade vi fik i Øst-
(som det var dengang) Berlin?

Anne Carson: Vandveje

onsdag den 22. april 2009

Elendigt, elendigt og dog i den bedste mening. Det er jo midnat, men da jeg er helt udsovet, er det kun en undskyldning hvis jeg overhovedet ikke havde skrevet noget i løbet af dagen. Den brændende glødelampe, den stille lejlighed, mørket udenfor, de sidste øjeblikke jeg er vågen, de giver mig retten til at skrive, om det så var det elendigste. Og denne ret skynder jeg mig at gøre brug af. Sådan er jeg altså.

Franz Kafka: Mit skrivebord (i Efterladte fortællinger)