Ude på gangen, så at sige midt mellem min fars værelse og mit, stødte jeg på Amalia, som blev forfærdet over at se mig fuldstændig nøgen, jeg havde lagt det badehåndklæde, som jeg først havde haft svøbt om mig, fra mig på min fars badeværelse og derefter glemt det, så jeg stod dér i fuldstændig nøgen tilstand foran Amalia, som udnyttede halvmørket her til bare at stirre på mig, og, så vidt jeg kunne se, slet ikke på nogen søsterlig måde. Eftersom hun var blevet stående og ikke gjorde de mindste anstalter til at forsvinde ved synet af mig, gik jeg forbi hende sådan som jeg nu engang var og sagde om hun virkelig aldrig før i sit liv havde set en nøgen mand. Nu ser du så hvordan jeg ser ud, sagde jeg, ikke så dårligt endda, vel, og jeg rakte tunge ad hende, hvorpå hun gjorde omkring og løb ned i hall'en. Det var tredive år siden jeg havde rakt tunge af min søster Amalia, nu havde jeg gjort det igen for første gang, og det morede mig. Forfrisket over hele kroppen og sågar oplivet af denne lille episode gik jeg i gang med at barbere mig. Imens tænkte jeg på hvor forkert opdraget mine søstre er, hvad min mor har gjort dem til, to helt igennem fejlopdragede voksne, ikke bare hvad det kropslige angår fejlopdragede, ja nærmest forskruede, tænkte jeg, men også åndeligt fejlopdragede og forskruede. Jeg sæbede mit ansigt ind og så mig i spejlet som spasmageren der straks rækker tunge ad sig selv, og som morer sig i den grad over denne rækken tunge at han gentager det flere gange, så at sige for sin egen morskabs skyld.

Thomas Bernhard: Udslettelse

Kinnekulle, du Sverrigs hængende Have, Dig ville vi besøge, vi staae allerede ved den nederste Terasse i en Fylde af Blomster og Grønt. Den ældgamle Landsbykirke hælder sit graa, spidse Trætaarn, som om det skulde falde, men det gjør godt i Landskabet, selv den store Flok Fugle, som tilfældigviis just nu flyver hen over Bjergskoven, ville vi ikke undvære. Landevejen fører op ad Bjerget med korte Afsatser, og mellem disse strække sig Sletter med Humle, vilde Roser, Kornmarker og deilig Egeskov, som paa intet andet Sted i Sverrig. Vedbenden snoer sig om Steen og gamle Træer, selv den udgaaede Træbul faaer Bladgrønt. Vi see ud over den flade, udstrakte Skovslette til Mariestads solbelyste Kirketaarn, der skinner som en hvid Seiler paa sortgrøn Sø. Vi see ud over Wenersøen, og øine ikke Grændsen. Skjærgaardens skovkrandsede Klippeøer ligge som en Krands i Søen. Dampskibet kommer. See, nede ved Klinten, under de røgtagede Herregaarde, hvor i Haven Bøgen og Valnøddetræet groe, stige de Reisende i Land; de vandre under skyggefulde Træer hen over den smukke lysegrønne Eng, der er omsluttet af Haver og Skov, ingen engelsk Park har et skjønnere Grønt end Engen ved Hellekis.

H.C. Andersen: I Sverrig

Skyerne maver sig op over bakkekarmen
bovlamme skyer med tunge bryster
og selvfølgelig kommer de denne vej med løfter
om mange gennemblødte mil til mig

Emilio Alvarez: Tungsindigheder

I 1888 meddeler Nietzsche Brandes at han nu kan prale af at have tre læsere: Brandes, Taine og Strindberg. Året efter bliver han sindsyg og er det til sin død i 1900. Heldigt for ham!

Henry Miller: Assassinernes tid

Indbydelserne fra de forskellige romerske kulturinstitutter og alle andre private indbydelser smed jeg straks i papirkurven sammen med et par breve, som jeg allerede ved en overfladisk betragtning kunne se var trussels- eller tiggerbreve fra folk, der enten vil have penge af mig eller besked om, hvad jeg egentlig havde i sinde at opnå med min måde at tænke og leve på; disse breve refererede til et par avisartikler, jeg havde skrevet i den sidste tid, og som ikke passer disse mennesker, fordi de naturligt nok er tænkt og skrevet imod alle disse mennesker. Brevene var naturligvis fra Østrig, skrevet af folk, der forfulgte mig helt til Rom med deres had. Jeg har i årevis modtaget den slags breve, der aldeles ikke, således som jeg først troede, er skrevet af forrykkte, men af personer, der rent fakstisk er myndige og juridisk uangribelige så at sige, og som nu truer mig med bl.a. forfølgelese og drab på grund af, hvad jeg har offentliggjort i de mest forskellige aviser og tidsskrifter, ikke bare i Frankfurt og Hamburg, men også i Milano og Rom. Jeg trækker uophørligt Østrig i skidtet, siger disse mennesker, hjemstavnen nedrakker jeg på det skammeligste, når og hvor jeg bare kan, pådutter jeg østrigerne er gement og nederdrægtigt, katolsk-nationalsocialistisk sindelag, selvom sandeheden er, som disse mennesker skriver, at dette gemene og nederdrægtige, katolsk-nationalsocialistike sindelag slet ikke findes i Østrig. Østrig er ikke gement, og det er ikke nederdrægtigt, det har altid været et dejligt land, skriver disse mennesker, og det østriske folk er et agtværdigt folk. Sådanne breve har jeg altid smidt væk med det samme, også i morges.

Thomas Bernhard: Udslettelse

TÈT BÈF

Det betyder oksehoved, og det er toyotas navn. Det er jo det der kan ses, oksehovedmærket, og tèt bèf den kan køre overalt, hen over huller og ujævnheder og vand og affald og gennem krat og kaos. Man sidder højt oppe og kigger ud, verden er udenfor lidt lavere, den har været kantet men har vokset sig rundere, man også højere og større. Denne maskine er magt, den betyder magt, dem der har tèt bèf det er de store drenge, det er gwo nèg, de store negre, mange af de store negre er hvide, de kører gennem gaderne i deres tèt bèf, de er et niveau over alt det andet maskineri der ruller rundt, pajero, nissan patrol, parthfinder. Det er alt sammen godt nok, men det er tèt bèf der er den store krydser som kortlægger landskabet og afsætter sine aftryk overalt, problemer blivere pløjet ned, og dermed efterladt uløste. Tèt bèf kommer frem, det er meningen, det er det den kan og det er det den vil. Den standser sommetider op et øjeblik og afleverer sine domme og beslutninger på jorden.

Jørgen Leth: Billedet Forestiller

Paul brød ud i tårer ved synet af et barn, der sad og krøb sammen ved bredden af Traunsee, et barn der, som jeg straks så, var blevet placeret ved Traunsees bred af en beregnende mor udelukkende med det formål at vække de forbipasserendes rørelse og dårlige samvittighed og forlede dem til at åbne deres pung. Til forskel fra Paul havde jeg ikke alene set den bjergsomme mors misbrugte barn og set dets elendighed, men bag det så jeg også moderen til det gement misbrugte barn tælle en hel bunke sedler med en frastødende geskæftighed, idet hun krøb sammen bag et buskads; Paul så kun barnet og dets elendighed ikke den bagved siddende pengetællende mor, og han flæbede oven i købet og, idet han så at sige skammede sig over sin egen eksistens, gav han barnet en hundredeschillingseddel: mens jeg gennemskuede hele sceneriet, så Paul kun den overfladiske del, barnets renfærdige nød, ikke den gemene mor i baggrunden; den perverse, nederdrægtige udnyttelse af min vens godmodighed forblev, så at sige skjult for ham, mens jeg ikke kunne undgå at se den. Det er karakteristisk for min ven, at han kun så det overfladiske billede af det lidende barn, og at han gav ham hundredeschillingseddelen, mens jeg ikke kunne lade være med at gennemskue den væmmelige koldblodighed i hele sceneriet og naturligvis ikke gav barnet noget. Og det er karakteristisk for vores forhold, at jeg beholdt mine iagttagelser for mig selv, for at beskytte min ven fortalte jeg ham ikke, at den gemene, nederdrægtige mor havde talt pengene i buskadset, mens hun tvang barnet til at spille elendighedens teater. Jeg lod ham være alene om den overfladiske betragtning af sceneriet og lod ham give barnet hundredeschillingseddelen og flæbe, og jeg forklarede ham heller ikke hele sceneriet senere. Han refererede meget ofte til dette sceneri med barnet ved bredden af Traunsee, han talte om, at han havde givet et stakkels, ensomt barn en hundredeschillingseddel (i min nærværelse), men jeg forklarede ham aldrig tingenes egentlige sammenhæng.

Thomas Bernhard: Wittgensteins nevø

ETNOGRAFI

Ulyst. Ulyst. Ad helvede til.
Jeg er ikke klog. Jeg ved
ingenting. Jeg gider
ingenting. Jeg ved ikke
hvordan jeg skal få fat.
Mit hoved er i stykker.
Min krop synker
ned mod jorden.
Min hånd
er en fremmed genstand.
Uorden, kaos.
Jeg tager papiret
ud af maskinen.
Det
er en handling.
Jeg
ryger en cigaret.

Jeg rejser ud til øerne
for at begynde
et sted.
For
at begynde et sted.
Det er 70 år siden
Malinowski var her.
Han sov i sit telt.
Han vågnede
op om morgenen.
Han talte
med de indfødte.
Han indsamlede
sit materiale.
Han ville beskrive
kærligheden.
Det
var hans projekt.
Malinowski
er min helt.

Jeg kan mærke
min krop
på floderne.
Det er på plads.
Min fod
er hvor den skal være.
Min hånd
er rolig.
Gennem floderne
trænger jeg ind
i landet.
Jeg lægger mig tilbage,
og
glemmer alt.

Jørgen Leth: Billedet forestiller

Many of the people, for example, who call me their horse did not ride on me. Others did. These same people never fed me. Others did. Once again, I was shown many kindnesses, but not by those who called me their horse. No, by coachmen, veterinarians and strangers of all sorts. As my observations grew, though, I became increasingly convinced that this concept of mine was invalid not only for us horses but also for human folk, i.e., that it represents nothing more than man's base and beastly instinct to claim property for himself. A landlord, for instance, says "my house" but never lives in it, concerning himself only with the structure and maintenance of the house. A merchant says "my shop," "my clothing shop," yet he himself does not wear any clothes made from the fine material displayed in it.

Tolstoi: Kholstormer

Den der, som undertegnede, hævder at han sågu ikke har noget at sige nogen, lyver, men løgnen er praktisk derved at den gør opmærksom på en central problemstilling i den moderne litteratur. De kunstnere, der har forholdsvis nemt ved at fortælle folk hvad de vil fortælle deres læsere og hvorfor de skriver, lyver på en anden og farligere måde, for deres løgn åbner ikke for noget som helst, afslører intet andet end at sådanne forfattere tror de ved, hvad de vil og hvad de gør. Derved får læserne nemt ved at læse deres bøger og forstå dem, for eftersom der ikke er noget nævneværdigt nyt under Solen, vil en sådan litteratur til enhver tid bekræfte de forestillinger folk har om deres tilværelse og bekræfte dem i de ønsker de har og de forventninger de stiller. Vi får altså en kunst der som inderste hensigt har genkendelse og ikke erkendelse, og det er vi nogen der synes er for snævert.

Per Højholt: Stenvaskeriet og andre stykker

Er vi ikke lykkelige, her står jeg midt på gulvet med åben overfrakke og spørger: ”Skal jeg tage noget mad med på tilbagevejen?”, selv om du godt ved, at jeg ikke har nogen penge, og selv om jeg ved, at jeg aldrig kommer tilbage. Du bliver alene og snart slipper brødet op, der er næsten ikke noget tilbage, koksene til kaminen slipper op, strømmen bliver afbrudt, fordi regningen ikke er betalt, og så, dit visum! Du bliver nødt til at rejse ud af landet, men hvordan kan du gøre det, når du ikke har penge til en billet? Jeg synes, det er synd for dig, jeg lokkede dig hertil, og nu ser du fortrøstningsfuldt på mig og siger: ”Køb lidt ost.” Ost! Fatter du virkelig ikke, hvor latterligt det er i netop denne situation at tale om ost? Jeg driller dig kun, du har ret: vi skal netop tale om ost, vi skal spise ost, vi har allerede alt for længe levet af radiser og salt, jeg vil købe en så stor ost, at den rager ud over bordkanten, og så sidder vi på gulvet med korslagte ben, du på den anden side af bordet og jeg på denne side, og vi ser, hvordan osten græder, og jeg er væk, gennemgår regnskaber i et fremmed land eller er på løvejagt i Afrika.

Pentti Saarikoski: Tiden i Prag

Jeg drømte i nat, at jeg var tilbage på universitet. Jeg stod på talerstolen i et auditorium, og den samlede lærerstand sad bænket, for at høre mig fortælle om, hvordan man konstruerer en lyre. Jeg startede med at klæde mig helt af, hvilket skabte en del uro, hvisken og misbilligende blikke blandt lærerne. Jeg skar mit maveskind op med en skalpel, kylede de indre organer henover pulten, ud på gulvet, og spændte så mine tarme stramt ud over den hule skal, hvor min mave havde været. Jeg strøg henover tarmene med et ganske tyndt plektron af elfenben, og da klang en perfekt dorisk skala i auditoriet. Endnu før den sidste tone var klinget ud, druknede lærerne mig i bifald og begejstret hujen. En lille flok af de ældre professorer rejste sig fra bænkene og styrtede ned mod mig. De hoppede på deres tåspidser, for ikke at komme til at glide på gulvet, der var smattet til af blod og galde og alle mine overflødige organer, men de var alligevel så ivrige og hurtige, at frakkeskøderne flagrede efter dem.

Harald Voetmann: Trivia I: Spøgelser og antikvarer