torsdag den 13. januar 2011

»Kunst er noget uanstændigt og grusomt« »Kunst betyder last. Man gifter sig ikke legitimt med den, man voldtager den.« »Forestillingen om det sande, ægte, giver man hjælp af det falske.«

Edgar Degas (citeret fra Gunnar Ekelöf: Virkelighedsflugt)

tirsdag den 11. januar 2011

Hvem var så mest koket?
Hvem var så helt på røven? Du har ret!
hvis du tror, jeg ingen erfaring har.
Direkte adspurgt
mener jeg intet. Jeg leger med ord
på mit ungpigeværelse med hvide gardiner,
gennemlever små gispende forelskelser
på korte sorgløse dage, sig mig,
kaster de stadig med brosten i gaderne?
hvad vil du med hånden i bukserne?
Du har enkle,
men faste leveregler:
Du drikker ikke.
Du rører ikke ved penge
med våde hænder. Jeg derimod
er uden konsekvens har sådan en trang
til berøring, at en handske
bliver et håndtryk, en frakke en omfavnelse,
remmen fra min rygsæk,
som jeg spænder om livet,
to brede hænder i et fast greb
om mine hofter.

Amalie Smith: De næste 5000 dage

onsdag den 29. december 2010

Ude i skoven stod de syv små dværge og onanerede, da det mest ynkelige og tænderskærende skrig, de nogensinde havde hørt, fik deres diminutive men dog kort forinden stærkt erigerede pikke til at synke slatne og forskrækkede om i deres små grove hænder. Lidt efter lidt vente forestillingen om Snehvide, som de så ofte havde forgrebet sig på, mens hun endnu lå skindød i glaskisten, tilbage, og de lo hult og hev i deres avlekraft indtil den langt om længe udtømte sig og lå dér på jorden til ingen verdens nytte.

fra Udkast 2

søndag den 26. december 2010

Jeg var misundelig på de glade og de lette. Især en norsk pige, hvis latter steg og faldt, mens hun spillede bold, kun i trusser og med et par lange hår (dog lyse) strittende fra den ene brystvorte; hun havde været stiknarkoman og så det nu som sin livsopgave at bringe hash til Norge - et sted langt nordpå, hvor hun kom fra, så de unge dér fik et alternativ til heroin, som var meget lettere at indsmugle, og som der derfor var lettere og billigere adgang til (det forklarede hun os, i et sjældent øjeblik af alvor) - svøbt i pakker om sit lange norske liv, måske også rundt om benene. Jeg kan endda huske, at hun ikke havde ret lange ben.

Christiana Hesselholdt: Camilla - og resten af selskabet

fredag den 17. december 2010

Jeg drømte at farvebåndet i skrivemaskinen begyndte at strammes og blive tyndt på besynderlig vis, så det først blev gråt og siden hvidt. På samme måde gik det bogstaverne som jeg slog ned. Jeg tænkte at det måtte dreje sig om et synsbedrag og fortsatte med at skrive til bogen var færdig. Jeg tog den med hen til forlæggeren, som sendte den direkte til trykning, der var kun en måned til efterårssæsonen begyndte. Nu havde jeg tid til at tage til øjenlægen. Jeg fortalte ikke, hvad der var sket, jeg bad hende bare om at undersøge mine øjne. Undersøgelsen varede længe. Til sidst slukkede øjenlægen, som var en behagelig midaldrende dame med brunt hår, den store undersøgelseslampe, så mig alvorligt i øjnene og sagde: "De lider af en sjælden øjensygdom, som kaldes oftalmoletargi. Det indebærer at mennesket i begyndelsen af en situation, når han skal betragte noget, ser meget dårligt, eller slet ingenting, men at synssansen efterhånden forbedres, til den tilsidst er aldeles normal."
Da jeg vågnede, gik jeg, så snart jeg havde samlet kræfter, hen for at undersøge båndet i skrivemaskinen. Der var ikke noget galt med det. Jeg læste det jeg havde skrevet igår. Heller ikke i teksten så jeg noget forkert.

Pentti Saarikoski: Relevant eller ej

søndag den 12. december 2010

Never be sincere — sincerity is the death of writing.

Gordon Lish

onsdag den 8. december 2010

Han sidder i en meget smuk rokokolænestol, for en sikkerheds skyld på en bunke tæpper, vendt mod lyset og med fødderne på en tilhørende, stoppet skammel så man ser lidt af fjeldstøvlernes såler over skamlens kant. De lange ben er iklædt gråstribede bukser, hænderne har han i skødet. Jakken er sort og kan være en jaket, skjortebrystet stivet og hvidt, flippen konventionel med to snipper og forsynet med en sort roset. Bortset fra rosetten kan man sige at han er iført regelret citydress. Mellem flippen og hagen er et rent hvidt lommetørklæde kilet ind, han har måske skåret sig da han barberede sig om morgenen. Men det der giver hele billedet dets særegne liv, eller mangel på liv, er ansigtets langstrakte oval. Panden er høj, øjenbrynene temmelig fremtrædende, næsen kort og lige og hagen kraftig. Mundvigene er nedtrukne og overskægget synes at hænge. Øjnene ser hen på fotografen, men der er ikke noget blik i dem, eller hvordan skal jeg sige: de følger måske bare mekanisk og motorisk fotografens forehavender med sin kasse, som øjne har for vane selv når deres ejer er fraværende og langt borte i andre tanker. Personen i lænestolen har imidlertid ingen tanker, eller de er yderst fragmentariske og undermenneskelige, hvis han har nogle. Inde bag den høje pande ejer han et myldrende koralrev. Naturen tænker herefterdags for ham, hvis en abstraktion som 'naturen' da ellers kan tænke, eller hvis et koralrev kan tænke.

Gunnar Ekelöf: Et fotografi (i bogen "Virkelighedsflugt")

lørdag den 27. november 2010

Øjet er et materiale. Han fjerner det.
Det kan varmes op
så iris bliver rød. Hulen svier. Tårer triller uden gråd.
Han ser derind. Lad tristessen glide ud mellem fingrene.
Hovedet som en magnet. Dage derinde.
Hænderne ligger tungt på lårene. Øjet siger ingenting
det var glas og før det sand. Det bliver aldrig mit.
Fra munden lyder skiftende fortællinger om stor kærlighed.
store fortællinger om skiftende kærlighed.
Dette øje skal ikke fortælle. Øjet er et låg
der kan åbnes
munden et hul at falde ned i. Der er ting
der skal siges
men ikke noget at tale om.

Anne-Louise Bosmans: Vi er amøber

mandag den 22. november 2010

Repent means "the pain again."

Anne Carson: NOX

lørdag den 20. november 2010

Forestil dig du bor i et land. Et lille hyggeligt land. Solen skinner, du har det godt . Du er et ungt menneske. Du tager ud på en rejse. Du forelsker dig i et menneske fra et fremmed land, og du beslutter dig for at gifte dig. Men nu går det op for dig, at landet du bor i, gør alt for at forhindre dig i at gifte dig med en fremmed. Nu er du bange, men vi skal længere ind. Vi skal helt ind i sindet. Du tager hen til Udlændingeservice. Der er noget foruroligende over dette navn, noget modstridende og løgnagtigt, det fornemmer du straks. Du kommer ind på kontoret, men kontoret er helt tomt. Der er ikke et menneske, der kan hjælpe dig, kun en svag kværnende lyd som om tusind knive blev slebet mod hinanden et sted ikke så langt borte. Pludselig mærker du et bid i din ankel. Du kigger ned og ser at der ligger en hjemmehjælper og gnaver i din ankel. Nu er du bange, men vi skal længere ind. Vi skal helt ind i sindet. Med blodet sprøjtende fra din læderede ankel flygter du hen mod udgangen, men døren er låst. Hjemmehjælperen maver sig efter dig med utrolig fart, mens hun med en sygeligt skinger stemme gentagne gange skriger: "Jeg vil æde din sjæl". Hjemmehjælperen er lige ved at få fat i din sjæl, det kan du tydeligt mærke, og du har glemt alt om din kæreste og alt om at gifte dig. Du tænker kun på at komme væk. Du får øje på en rulletrappe. Du halter hen til rulletrappen, så hurtigt du kan. Du ser dig tilbage. Hjemmehjælperen har rejst sig på bagbenene og begynder at vakle hen mod dig som en zombie. Nu er du bange, men vi skal længere ind. Helt ind i sindet. Du er nået hen til rulletrappen og stiger på. Hjemmehjælperen kommer nærmere og nærmere. Den kværnende lyd, du næsten havde glemt, bliver højere og højere. Nu er du nået til enden at rulletrappen, og herfra ser du at lyden kommer fra en gigantisk kødhakkemaskine. Du forsøger at løbe tilbage ned ad rulletrappen, men netop da ser du at zombiehjemmehjælperen er nået hen til trappen og nu er på vej op imod dig. Der løber blod ud af hendes mund og ud af hendes øjne. Du vender dig om igen og idet du mærker hendes iskolde hånd gribe fat om din strube snubler du og falder mod kødhakkeren dybt dybt nede. Her slutter dagens drømmerejse og du er nu parat til at gå ud i dit liv med fornyet energi i krop og sjæl.

tirsdag den 16. november 2010

Gennem talrige lande og over frembærende have
ankommer jeg, broder, til denne triste grav
hvordan ære dig en sidste gang i døden
og tilmed stumt og formålsløst tiltale asken
når skæbnen har berøvet mig dig min eneste
åh trist grusomt bortrevne broder
tag dog alligevel nu som forfædrenes
skikke byder imod en trist gravgave
tag den gennemblødt af brodertårer
med ind i evigheden, broder, farvel.

Catul 101

lørdag den 6. november 2010

Efter vores forældres selvmord var vi indespærrede i tårnet i to en halv måned, selve landmærket i vores forstad, Amras, tårnet som kun var tilgængeligt gennem æblehaven som i sydlig retning førte op mod urfjeldet og havde været i vores fars eje i årevis.
Dette tårn, som tilhørte vores onkel havde i disse to og en halv måned været et tilflugtssted som beskyttede os mod menneskenes indgreb og skjulte os for blikkene fra en verden som kun handler og forstår ud fra det onde.
Vi har kun vor onkels indflydelse, vor morbror, at takke for at vi - i strid med Tyrols brutale sundhedsregulativ for dem som er taget i selvmordsforsøg og dømt til et videre og pinefuldt liv og lemlæstelse på denne måde - ikke blev placeret på sindsygehospitalet, og ikke som mange andre måtte dele skæbne med alle dem fra øvre-Inndalen, fra Karwendelfjeldene og Brennerlandsbyerne som først der virkelig blev ødelagt og knust på den forfærdelige måde jeg kender så godt.

Thomas Bernhard: Amras