"Mine unge venner," sagde Eumolpus, "poesien har ført mange på vildspor: For så snart nogen har sat sine ord på vers og flettet sine udsagn sammen i ciselerede sætninger, tror han, at han har nået Helicons tinde. Når folk er udkørte af juridisk arbejde, søger de ofte sindsro i poesien, som om dette var en sikrere havn, fordi de tror, at det er lettere at udforme et digt end en retstale, der er smykket med glitrende fyndord. Men den ægte skønånd hader forfængelighed, og sindet kan hverken befrugtes eller forløse inspirationens afkom, hvis ikke det er oversvømmet af en vældig flod af dannelse. Man må undgå enhver form for grovhed i ordvalget, om jeg så må sige, og anvende udtryk, der er fjernt fra det folkelige, så indtrykket bliver: "Jeg hader den gemene pøbel og støder den fra mig."

Petronius: Satyricon

fr. 2

Alle os som blade

Han sammenligner (ligesom Homer) menneskets liv med bladene

Alle os som blade i chokket over det:
forår –
Et sløvt gyldent hop og du er der.
Ser du solen? – jeg byggede den.
Som dreng. Skæbnegudinderne slog med deres haler i et hjørne.
Men (lad mig nu se) var det ikke på et hotel i Chicago
hvor jeg modtog det første af disse – min krop går ud af rummet
opsat på et eller andet dødbringende ærinde
imens jeg oppe under loftet nærmest bare svinder bort –
brainsex malerier som jeg plejede at kalde dem?
På den tid hvor jeg (så at sige) malede.
Husker du
den sært vidunderlige chokolade vi fik i Øst-
(som det var dengang) Berlin?

Anne Carson: Vandveje

Elendigt, elendigt og dog i den bedste mening. Det er jo midnat, men da jeg er helt udsovet, er det kun en undskyldning hvis jeg overhovedet ikke havde skrevet noget i løbet af dagen. Den brændende glødelampe, den stille lejlighed, mørket udenfor, de sidste øjeblikke jeg er vågen, de giver mig retten til at skrive, om det så var det elendigste. Og denne ret skynder jeg mig at gøre brug af. Sådan er jeg altså.

Franz Kafka: Mit skrivebord (i Efterladte fortællinger)

"(...) - pøblens hoved på et fad gør mig varm og kisteglad," nu sang jeg, jeg iagttog, at jeg sang den sang jeg ellers kun sang, når jeg var fuld, det var ikke skønsang, det hakkede i trit med mine skæve trin, jeg famlede mig frem med fødderne, det måtte være stien nu, underansigt, godt jeg slap væk fra det, fra mig selv, cyklen hvor stillede jeg den? Er de lyse nætter ikke begyndt? Hvornår står solen op, det er koldt, jeg tog mig til ørerne, ørenringene var væk, sådan gik det altid, nu skulle jeg tisse, jeg prøvede at sætte mig på hug uden at vælte, jeg kunne ikke se hvor jeg sad, varmen slog op under mig. Så sad jeg badet i lys, et voldsomt lys blændede mig, og jeg var ved at få overbalance. "I må ikke skyde!" rungede min stemme, og så blev det mørkt. En bildør blev åbnet og der kom lidt lys inde fra bilen. Nogen kom gående hen mod mig, jeg kæmpede for at komme op og få trusserne på samtidig, drattede om på siden og blev våd. "Og jeg har også knækket en tand!" råbte jeg.

Pia Juul: Mordet på Halland

ved pølsevognen står en stor dreng og spiser en frankfurter, og på hans T-shirt står der: jeg er fed, du er grim, jeg kan tabe mig

claus handberg christensen: tak for mørket far

En munter dag i Ourense

Den seneste vittighed bryder jeg mig ikke om.
Når jeg kommer gående ned ad gaden
råber folk efter mig:
”Emilio skal du ikke snart finde en pige?”
”Emilio skal du ikke snart gifte dig?”
Jeg går videre uden at værdige dem et svar.
”Tosse-Emilio er forelsket i sit æsel!” råber de så
”Og æslet er forelsket i ham”
råber de og skriger af grin
skriger som svin på slagtebænken
jeg ser ind i deres små plirrende øjne
jeg ser deres næser vokse til tryner
deres ører blive lange og spidse
og nu ler jeg også
for jeg kan ikke længere høre deres forhånelser
alt hvad de siger er blevet til gryntelyde
jeg kaster et æble til svinene i rendestene
og så bliver der stille
nu siger de pludselig ikke noget mere
og jeg der troede at de ville kaste sig over æblet
og kanøfle hinanden for at få fat i det
men nu er de ikke svin mere
men måbende tåber.
Æslet har snuppet æblet for øjnene af dem
jeg klør ham mellem ørene
og han skryder og sparker bagud
som han gør, når han er allermest veltilfreds.

Emilio Alvarez

Ude på gangen, så at sige midt mellem min fars værelse og mit, stødte jeg på Amalia, som blev forfærdet over at se mig fuldstændig nøgen, jeg havde lagt det badehåndklæde, som jeg først havde haft svøbt om mig, fra mig på min fars badeværelse og derefter glemt det, så jeg stod dér i fuldstændig nøgen tilstand foran Amalia, som udnyttede halvmørket her til bare at stirre på mig, og, så vidt jeg kunne se, slet ikke på nogen søsterlig måde. Eftersom hun var blevet stående og ikke gjorde de mindste anstalter til at forsvinde ved synet af mig, gik jeg forbi hende sådan som jeg nu engang var og sagde om hun virkelig aldrig før i sit liv havde set en nøgen mand. Nu ser du så hvordan jeg ser ud, sagde jeg, ikke så dårligt endda, vel, og jeg rakte tunge ad hende, hvorpå hun gjorde omkring og løb ned i hall'en. Det var tredive år siden jeg havde rakt tunge af min søster Amalia, nu havde jeg gjort det igen for første gang, og det morede mig. Forfrisket over hele kroppen og sågar oplivet af denne lille episode gik jeg i gang med at barbere mig. Imens tænkte jeg på hvor forkert opdraget mine søstre er, hvad min mor har gjort dem til, to helt igennem fejlopdragede voksne, ikke bare hvad det kropslige angår fejlopdragede, ja nærmest forskruede, tænkte jeg, men også åndeligt fejlopdragede og forskruede. Jeg sæbede mit ansigt ind og så mig i spejlet som spasmageren der straks rækker tunge ad sig selv, og som morer sig i den grad over denne rækken tunge at han gentager det flere gange, så at sige for sin egen morskabs skyld.

Thomas Bernhard: Udslettelse

Kinnekulle, du Sverrigs hængende Have, Dig ville vi besøge, vi staae allerede ved den nederste Terasse i en Fylde af Blomster og Grønt. Den ældgamle Landsbykirke hælder sit graa, spidse Trætaarn, som om det skulde falde, men det gjør godt i Landskabet, selv den store Flok Fugle, som tilfældigviis just nu flyver hen over Bjergskoven, ville vi ikke undvære. Landevejen fører op ad Bjerget med korte Afsatser, og mellem disse strække sig Sletter med Humle, vilde Roser, Kornmarker og deilig Egeskov, som paa intet andet Sted i Sverrig. Vedbenden snoer sig om Steen og gamle Træer, selv den udgaaede Træbul faaer Bladgrønt. Vi see ud over den flade, udstrakte Skovslette til Mariestads solbelyste Kirketaarn, der skinner som en hvid Seiler paa sortgrøn Sø. Vi see ud over Wenersøen, og øine ikke Grændsen. Skjærgaardens skovkrandsede Klippeøer ligge som en Krands i Søen. Dampskibet kommer. See, nede ved Klinten, under de røgtagede Herregaarde, hvor i Haven Bøgen og Valnøddetræet groe, stige de Reisende i Land; de vandre under skyggefulde Træer hen over den smukke lysegrønne Eng, der er omsluttet af Haver og Skov, ingen engelsk Park har et skjønnere Grønt end Engen ved Hellekis.

H.C. Andersen: I Sverrig

Skyerne maver sig op over bakkekarmen
bovlamme skyer med tunge bryster
og selvfølgelig kommer de denne vej med løfter
om mange gennemblødte mil til mig

Emilio Alvarez: Tungsindigheder

I 1888 meddeler Nietzsche Brandes at han nu kan prale af at have tre læsere: Brandes, Taine og Strindberg. Året efter bliver han sindsyg og er det til sin død i 1900. Heldigt for ham!

Henry Miller: Assassinernes tid

Indbydelserne fra de forskellige romerske kulturinstitutter og alle andre private indbydelser smed jeg straks i papirkurven sammen med et par breve, som jeg allerede ved en overfladisk betragtning kunne se var trussels- eller tiggerbreve fra folk, der enten vil have penge af mig eller besked om, hvad jeg egentlig havde i sinde at opnå med min måde at tænke og leve på; disse breve refererede til et par avisartikler, jeg havde skrevet i den sidste tid, og som ikke passer disse mennesker, fordi de naturligt nok er tænkt og skrevet imod alle disse mennesker. Brevene var naturligvis fra Østrig, skrevet af folk, der forfulgte mig helt til Rom med deres had. Jeg har i årevis modtaget den slags breve, der aldeles ikke, således som jeg først troede, er skrevet af forrykkte, men af personer, der rent fakstisk er myndige og juridisk uangribelige så at sige, og som nu truer mig med bl.a. forfølgelese og drab på grund af, hvad jeg har offentliggjort i de mest forskellige aviser og tidsskrifter, ikke bare i Frankfurt og Hamburg, men også i Milano og Rom. Jeg trækker uophørligt Østrig i skidtet, siger disse mennesker, hjemstavnen nedrakker jeg på det skammeligste, når og hvor jeg bare kan, pådutter jeg østrigerne er gement og nederdrægtigt, katolsk-nationalsocialistisk sindelag, selvom sandeheden er, som disse mennesker skriver, at dette gemene og nederdrægtige, katolsk-nationalsocialistike sindelag slet ikke findes i Østrig. Østrig er ikke gement, og det er ikke nederdrægtigt, det har altid været et dejligt land, skriver disse mennesker, og det østriske folk er et agtværdigt folk. Sådanne breve har jeg altid smidt væk med det samme, også i morges.

Thomas Bernhard: Udslettelse

TÈT BÈF

Det betyder oksehoved, og det er toyotas navn. Det er jo det der kan ses, oksehovedmærket, og tèt bèf den kan køre overalt, hen over huller og ujævnheder og vand og affald og gennem krat og kaos. Man sidder højt oppe og kigger ud, verden er udenfor lidt lavere, den har været kantet men har vokset sig rundere, man også højere og større. Denne maskine er magt, den betyder magt, dem der har tèt bèf det er de store drenge, det er gwo nèg, de store negre, mange af de store negre er hvide, de kører gennem gaderne i deres tèt bèf, de er et niveau over alt det andet maskineri der ruller rundt, pajero, nissan patrol, parthfinder. Det er alt sammen godt nok, men det er tèt bèf der er den store krydser som kortlægger landskabet og afsætter sine aftryk overalt, problemer blivere pløjet ned, og dermed efterladt uløste. Tèt bèf kommer frem, det er meningen, det er det den kan og det er det den vil. Den standser sommetider op et øjeblik og afleverer sine domme og beslutninger på jorden.

Jørgen Leth: Billedet Forestiller