South Hadley, 2. November, 1847

Tirsdag middag

Min kære broder Austin, ─ Jeg har netop afsluttet min historietime, og har et nogle få minutter som jeg vil udfylde ved at svare på dit korte men kærkomne brev. Du har sikkert hørt at jeg var i live og ved godt helbred i går, med mindre Mr. E. Dickinson blev frarøvet en meddelelse hvis indhold kundgjorde dette. Men siden røvere ikke er så talrige nu om dage, vil jeg ikke have nogle bange anelser desangående indtil videre. Hvordan klare du dig uden mig nu, og synes det ”stadig mere som en begravelse” end det gjorde før dit besøg hos din ydmyge tjener på dette sted? Svar mig! Jeg vil meget gerne se jer alle hjemme, og regner med at gøre det om tre uger fra i morgen, hvis ikke noget uforudset, som hungersnød eller sot, skulle forekomme, og forhindre mig i at komme hjem. Jeg glæder mig meget til at se dig lørdag i denne uge, og du må hellere lade være med at skuffe mig! For gør du det, vil jeg spænde ”furierne” for og forfølge dig med ”en pisk af skorpioner”, som er endnu værre, vil du erfare, end ”den lange havre” som du måske husker. . . . Fortæl fader at jeg er ham meget hengiven for hans tilbud om økonomisk assistance, men at jeg ikke har brug for den. Vi er udstyret med en regnskabsbog her, og er forpligtet til at skrive hver eneste promille ned vi bruger, og hvad vi brugte den til, og vise den til Miss Whitman hver Søndag; så du kan nok forstå, at din søster lærer regnskabsføring ud over de andre grene af hendes uddannelse. Jeg klarer mig fint med mine studier og er tilfreds, endog meget, med mig selv.

Skriv snart et langt brev til

din hengivne søster,
Emily

Emily Dickinson: Breve

Så kom der en blind mand. Han satte sig på bænken foran kroen, stemte sin guitar og begyndte at spille, som var det den naturligste ting i verden. Langt borte kom en tjenestepige gående med en krukke vand på hovedet. Først gik hun i takt med musikken, så gjorde hun nogle små hop og til sidst, da hun var nået hen til den blinde mand, gav hun sig fuldstændig hen i dansen, stillede krukken fra sig og dansede med liv og sjæl. En staldkarl, som gik over gårdspladsen et stykke borte, lagde en tung byrde han bar og begyndte at danse. Inden der var gået en halv time var der faktisk 13 spaniere der dansede rundt om den blinde. De interesserede sig meget lidt for hinanden. Der var ikke antydningen af koketteri, det virkede som om de alle dansede for at gøre sig selv en glæde, ligesom man ryger en cigar.

Stendhal: Vandringer i Rom

Hun har et prægtigt østerlandsk Ydre, hun har smukke Øjne og smukke Manerer. Naar hun kommer ind i en Stue, gør hun samme indtryk som en Leopards skønhed. Hun er for fintfølende og sig selv for bevidst til at afvise en Mand, der vil gøre kur til hende - hun er vant til det og anser det ikke for noget særligt. Jeg er altid mere utvungen sammen med saadan en Kvinde. Synet af hende gør mig altid saa livlig og opstemt, som jeg umuligt kan være sammen med noget lavere. I saadanne Stunder er jeg altfor optaget af at beundre til at være kejtet eller febrilsk. Jeg glemmer mig selv fuldstændigt, fordi jeg lever i hende. I tror allerede at jeg er forelsket i hende, saa før jeg gaar videre, vil jeg fortælle jer, at det er jeg ikke - hun holdt mig vaagen en Nat, som en af Mozarts Melodier kunne gøre. Jeg omtaler dette som et Tidsfordriv og en Fornøjelse, og jeg føler aldrig inderligere Fornøjelse, end naar jeg taler med en dronningeværdig Kvinde, hvis Læbers blotte "Ja" og "Nej" for mig er et Festmaaltid. Jeg græder ikke for at faa Maanen med hjem i Lommen, og jeg græmmer mig heller ikke over at lade hende bag mig.

John Keats: Brev til George og Georgiana Keats

Da Marie var kommet lidt til sig selv, spurgte jeg hende, om hun kunne huske en bleg, mager mandsperson, som havde sat sig mellem hende og gedebukken for to år siden? - Hun sagde, at hun havde været noget uklar på den tid, men hun huskede ham af to grunde: for det første fordi hun, syg som hun var, havde set at manden havde medlidenhed med hende, og for det andet, fordi gedebukken havde stjålet hans lommetørklæde, og hun havde givet den prygl på grund af tyveriet-. Lommetørklædet havde hun vasket, sagde hun, i bækken, og gik bestandig med det i lommen for at give ham det, hvis han skulle komme tilbage, hvilket han havde lovet hende. Da hun fortalte det, tog hun lommetørklædet op af lommen for at vise mig det; hun havde pakket det pænt ind i et par vinblade, bundet sammen med en ranke. - Da hun foldede det ud, så jeg, at det var mærket med et S. i det ene hjørne.

Laurence Sterne: En følsom rejse

Frankrig og i særdeleshed Paris' opland, har jeg aldrig brudt mig om, hvilket beviser at jeg er en dårlig franskmand og et ondt menneske, sagde senere Mlle Sophie ..., M. Cuviers steddatter.
Jeg blev for alvor tung om hjertet på vejen mellem Basel og Belfort da jeg forlod de høje om end ikke synderligt smukke schweiziske bjerge til fordel for Champagnes forfærdelige plane elendighed. Hvor er kvinderne grimme i [...], en by hvor jeg så dem iført blå strømper og træsko. Men længere fremme sagde jeg til mig selv: hvilken høflighed, hvilken elskværdighed, hvilken følelse for hvad der er rigtigt og forkert i deres landlige konversation!
Langres lå som Volterra, en stad som jeg elskede på den tid - den havde været skueplads for en af mine dristigste bedrifter i min krig med Métilde.

Stendhal: En egocentrikers erindringer

Poesien er død, men mistænkeligheden er kommet til verden. Jeg er fast overbevist om at den eneste modgift som kan få læseren til at glemme de evige Jeg, som forfatteren skriver, er en fuldstændig oprigtighed. (...)
Jeg forlod Milano for at rejse til Paris den 13. juni 1821, med 3500 francs på lommen, tror jeg, overbevidst om at det eneste der var tilbage for mig når denne sum var brugt var at skyde mig. Jeg forlod efter tre års fortrolighed en kvinde som jeg dyrkede, som elskede mig og som aldrig havde givet sig hen til mig.
Endnu så mange år efter forstår jeg stadig ikke motivet til hendes optræden. Hun var stærkt vanæret, og havde endog aldrig haft mere end en elsker - men kvinderne i Milanos saloner hævnede sig på hende fordi hun var dem overlegen. Den stakkels Métilde lærde aldrig at skærme sig at udmanøvrere fjenden eller at foragte den. Måske får jeg en dag, når jeg er blevet rigtig gammel og rigtig iskold, mod til at tale om årene 1818, 1819, 1820, 1821.

Stendhal: En egocentrikers erindringer

Irerne er dejlige. Sidste nat havnede jeg i et gadeslagsmål. En sindsforvirret mand stod på en trækasse og udbredte sig om Jesus. Han råbte op om, at dengang han lå på hospitalet ansigt til ansigt med døden, var han blevet frelst, og nu ville han frelse os andre, inden det var for sent. Jeg sagde, at han hellere skulle tage tilbage til hospitalet, inden det var for sent, og en betjent greb fat i min krave og trak af sted med mig, men til sidst fik jeg ham overbevist om, at jeg var udlænding, men ikke englænder. Så kom en fuld, gammel mand vaklende hen og gav sig til at håne prædikanten. En discipel slog den gamle mand, så hans ene øjenbryn flækkede, og da jeg gik hen for at forsvare den gamle, troede hans sympatisører, at jeg var på prædikantens hold, og en ung lømmel slog mig så hårdt i ansigtet, at jeg dejsede omkuld på gaden. En fyr, der hed Michael, trak mig i sikkerhed, vi drak en Coca-cola på en kaffebar og talte sammen om ting, som interesserede ham, men ikke mig, om forholdene i Finland, jeg gav den hele armen, indtil Finland ikke fandtes længere.

Pentti Saarikoski: Brev til min hustru

URET

Kineserne ser Klokkeslettet i Kattens Øje.
En Dag opdagede en Missionær paa Vandring i Udkanten af Nanking, at han havde glemt sit Ur, og spurgte en lille Fyr, hvad Klokken var.
Det himmelske Riges Gadedreng betænkte sig lidt; saa faldt der ham noget ind, og han svarede: "Det skal jeg snart sige Dem." Et Øjeblik efter viste han sig med en stor tyk Kat paa Armen, og idet han stirrede den stift ind i Øjnene, erklærede han uden betænkning: "Det er straks Middag." Hvilket var rigtigt.

Charles Baudelaire: Parisisk Spleen

Han kom også til hende ved den lejlighed, men hun har sikkert ikke kendt ham mere. Hendes sanser slukkedes, den ene efter den anden, først synet. Det var ud på høsten, man skulle allerede flytte til byen, da hun pludselig blev syg eller rettere sagt, hun begyndte straks at dø langsomt og trøstesløst bort over hele overfladen. Lægerne kom og på en bestemt dag var de der alle sammen og regerede hele huset. I et par timer var det, som om det nu tilhørte professoren og hans assistenter, og som om vi ikke havde noget at skulle have sagt. Men straks efter mistede de al interesse og kom siden kun enkelvis, som af pure høflighed, for at nyde en cigar og et glas portvin. Og imidlertid døde Maman.

Rainer Maria Rilke: Malte Laurids Brigges optegnelser

Poor Bull came home in his Texas Chevy and found his house invaded by maniacs; but he greeted me with a nice warmth I hadn't seen him for a long time. He had bought this house in New Orleans with some money he had made growing black-eyed peas in Texas with an old college schoolmate whose father, a mad paretic, had died and left a fortune. Bull himself only got fifty dollars a week from his own family, which wasn't too bad except that he spend almost that much per week on his drug habit - and his wife was also expensive, gobbling up about ten dollars' worth of benny tubes a week. Their food bill was the lowest in the country; they hardly ever ate; nor did the children - they didn't seem to care. They had two wonderful children: Dodie, eight years old; and little Ray, one year. Ray ran around stark naked in the yard, a little blond child of the rainbows. Bull called him "the Little Beast," after W.C. Fields. Bull came driving into the yard and unrolled himself from the car bone by bone, and came over wearily, wearing glasses, felt hat, shabby suit, long, lean, strange, and laconic, saying, "Why, Sal, you finally got here; let's go in the house and have a drink."

Jack Kerouac: On the Road

Den 17. august 1827

I samme øjeblik andre turister dukker op på Colosseum, formørkes tilskuerens glæde næsten totalt. I stedet for at fortabe sig i skønne og fængslende drømme, lægger han mod sin vilje mærke til latterlige træk ved de nyankomne, og det forekommer ham altid at dem har de mange af. Livet sænkes til dagligstueniveau: mod sin vilje lytter man til de dumheder de andre siger. Hvis det var mig der var ved magten, ville jeg være tyranisk og beordre Colosseum lukket når jeg opholdt mig i Rom.

Stendhal: Vandringer i Rom

Rom, den 3. august 1827

Selv om det er sjette gang jeg ankommer til den evige stad, er mit hjerte voldsomt oprørt. Det er en ældgammel skik, at krukkede personer bliver bevæget ved ankomsten til Rom, og jeg skammer mig næsten over det jeg lige har skrevet.

Stendhal: Vandringer i Rom