Berg vidste ikke, hvorfor han næsten tvang hende til at spise, hvorfor han v i l d e, at hun skulde spise ligesom han. Men hun gjorde det, og de sad lige overfor hinanden foran Madam Bølling.
- At man en Gang er samlet - at man er samlet, sagde hun, men pludselig saa' hun fra det ene til det andet af de to blege og stirrende Ansigter og hun holdt inde, paa én Gang greben af den samme uforklarlige og uvisse Angst som om Natten, og sagde i en helt anden Tone, mens hun satte sig:
-Ja, ja, hvor Tiderne har forandret sig. Saa svært det er blevet for os alle ....
I nogle Øjeblikke blev der ikke talt: Tine og Berg var det, som skulde de høre op at aande.
Berg forstod ikke, hvordan han saa pludselig rev sig løs og kom op og kom ud. Madam Bølling stod paa Trappen og vinkede, og han vendte sig endnu en Gang.
Tine var bleven siddende; hun rejste sig ikke og flyttede ikke det opdækkede Bord. Hun saa' ikke Moderen, der var kommen tilbage, og hun hørte ikke Faderen, der læste op af de gamle Bøger.
Kanonerne lød som det mægtige Brus af en bortrullende Flod; paa Pladsen hørte man Raab og Signalerne, som kaldte til Samling.
Støjen tog til, og Tine hørte Kommandoraabene gennem Larmen - hver enkel Stemme syntes hun, at hun kendte igen.
Og atter lød Signaler og igen Kommando og saa Skridtene .... af dem der drog bort.
Madam Bølling stod igen paa Trappen og gik atter ind.
- Aa Gud, aa Gud, sagde hun og sank sammen i sin Stol; a t d e s k a l d e r u d o g d ø.
Tine hørte kun Skridtene - de blev svagere og svagere.
Han var borte nu.
Og et Øjeblik var det, som al Bedrøvelsen veg fra hende.
Herman Bang: Tine
