Om vinteren var der en skøjteløber der trænede på Johannesplan, Leena Pietilä hed hun vist, og rektor lod matterede ruder sætte i skolens vinduer så vi knægte ikke skulle glo på hendes ben. Med et søm kunne man let ridse lærerfjentlige slagord i det matterede glas, og bogstaverne var huller som man igen kunne titte igennem ud på skøjtebanen, bogstaver er huller og en litteratur sat sammen af bogstaver er heller ikke andet end huller, et vindue, så man kan se ud.

Pentti Saarikoski: Det yderste Europa

Jeg har været her før. Det føles godt at være et sted, hvor man har været før. Kaffebaren hedder Wimpy House. Jeg bestilte te og en ostemad. Der er fløde i teen. I nat skal jeg sove alene på et hotel, der hedder Lincoln, hvordan mon det vil være efter så lang tid bare at sove og slet ikke kneppe. Men vi har jo kneppet så meget i løbet af det sidste år, så vi må have noget på lager. Nu, hvor jeg er ved at skrive denne bog, som jeg for et par timer siden, i flyvemaskinen, fandt på et navn til, føler jeg mig som en skoledreng, men jeg vil ikke i håb om at få en god karakter slette et eneste ord og heller ikke tilføje noget, når jeg senere skal renskrive den ude i skærgården ved Vaasa. Jeg vil prøve at fortælle dig alt, hvad der sker i løbet af de næste to lange måneder. Jeg vil fortælle dig alt, hvad der sker omkring mig, og jeg vil fortælle dig alt, hvad der sker i hovedet på mig. Jeg ved ikke, om det er det rigtige at gøre. Men jeg har ikke andet at foretage mig end at skrive. Jeg vil kun rette stavefejlene.

Pentti Saarikoski: Brev til min hustru

Hvem kunne nogensinde have troet, at en varm nakke skulle blive til et armlæn, eller ben, der ivrigt løb omkring og morede sig, skulle blive til fire dumme stoleben? Men de lod sig tæmme alt for let, og i dag er de noget af det mest ynkelige blandt samtlige firbenede skabninger. De har ingen egen vilje eller karakterstyrke tilbage. De er bare nogle føjelige genstande. De har ikke trådt på nogen eller stukket af fra nogen. De har måttet sande, at deres liv er spildt. – Lænestolenes knagen røber deres fortvivlelse.

Herbert Zbigniew: Lænestolenes historie

Første gang Marini så øen, bøjede han sig høfligt over sæderne i venstre side, mens han ordnede plastikbordet, inden han anbragte frokostbakken. Den kvindelige passager havde set på ham adskillige gange, mens han kom og gik med blade og glas med whisky; Marini tog sig god tid, mens han dækkede bordet og ærgerligt spurgte sig selv, om det var umagen værd at besvare passagerens, en almindelig amerikanerindes, vedholdende blik, da øens konturer trådet ind i vinduets blå cirkel, strandens gyldne stribe, højdedragene, der steg til den øde højslette. Idet Marini rettede på det forkert anbragte ølglas, smilede han til passageren. "De græske øer," sagde han. "Oh yes, Greece," svarede amerikanerinden med falsk interesse. En klokke ringede kort og stewarden rettede sig op, uden at det professionelle smil slettedes af hans fint tegnede mund. Han begyndte at tage sig af et syrisk ægtepar, som ønskede tomatsaft, men ude i maskinens hale undte han sig nogle sekunder til endnu engang at se ned; øen var lille og ensom, og Ægæerhavet omgav den med en stærk blå farve, som fremhævede den blændende hvide og ligesom forstenede bræmme, som dernede måtte være bølger, der brødes mod skærene og inde i bugterne. Marini så, at den øde strand løb mod nord og øst, resten var bjerge, der gik stejlt ned i havet. En klippefuld og øde ø, skønt den blågrå plet ved den nordlige strand kunne være et hus, måske en gruppe primitive huse. Han begyndte at åbne dåsen med saft, og da han rettede sig op, forsvandt øen fra det lille vindue; der var blot havet, den uendelige grønne horisont, tilbage. Han så på sit armbåndsur uden at vide hvorfor; klokken var nøjagtig tolv middag.

Julio Cortazar: Den tabte himmel

I remember the first time I got a letter that said: ”After Five Days Return To” on the envelope, and I thought that after I had kept the letter for five days I was supposed to return it to the sender.

I remember the kick I used to get going through my parents’ drawers looking for rubbers (Peacock).

I remember when polio was the worst thing in the world.

I remember pink dress shirts. And bola ties.

I remember when a kid told me that those sour clover-like leaves we used to eat (with little yellow flowers) tasted so sour because dogs peed on them. I remember that didn't stop me from eating them.

I remember the first drawing I remember doing. It was of a bride with a very long train.

I remember my first cigarette. It was a Kent. Up on a hill. In Tulsa, Oklahoma. With Ron Padgett.

I remember my first erections. I thought I had a terrible disease or something.

I remember how good a glass of water can taste after a dish of ice cream.

I remember the only time I ever saw my mother cry. I was eating apricot pie.

Joe Brainard: I remember

Hun var en af disse parisiske pebermøer, som hver aften, når de er færdige med at give undervisning, eller har prøvet at sælge deres små tegninger eller afsætte deres ynkelige manuskripter, kommer hjem med snavs på nederdelen, laver deres middag, spiser den helt alene og så, med fødderne på et varmebækken, ved lyste fra en osende lampe drømmer om kærlighed, en familie, en lykke, alt det de ikke har.

Gustave Flaubert: Følelsernes opdragelse

Han sätter sig ner på huk, plockar upp
några löv. Alla dessa, om det nu rör sig om hundra
eller flera tusen torra -ja,
när man går på dem, frasigt torra höstlöv.

Det såg ut som om någon hade målat där
längst ut på kanten på dem. Som om man ville
fylla i lövets kontur med vitfärg.
Eller snarare: ljusgrått.
En ljus grå ram. Innanför den ramen
var lövet precis som vanligt,
oftast rött. Såg man länge på ett löv,
lyste det röda oerhört starkt.
Så att kanske han (där han nu simmade omkring, en - eller var det

två meter ner? - befann sig alltså verkligen

forfarande under vattnet)
då skulla ha tänkt: "Om det så var ett ovalt eller
runt löv, hundratals ovala och helt runda kvällssollar
här på det frostiga, nästan vita gräset."

Stig Larson: Helhjärtad tanke

We grow accustomed to the Dark—

When Light is put away—

As when the Neighbor holds the Lamp

To witness her Goodbye——

A Moment—We uncertain stop

For newness of the night—

Then—fit our Vision to the Dark—

And meet the Road—erect——

And so of larger—Darknesses—

Those Evenings of the Brain—

When not a Moon disclose a sign—

Or star—come out—within——

The Bravest—grope a little—

And sometimes hit a Tree

Directly in the Forehead—

But as they learn to see—

Either the darkness alters—

Or sometimes in the sight

Adjusts itself to Midnight—

And Life steps almost straight.

Emily Dickinson: 419

Forår

Jeg kommer ude fra nervøse himmelstrøg,
Perplekse popler, faldesyge fjerdesale,
Fra luft så skingert blå som en bylt tøj
Hos en der vender hjem fra hospitalet.

Fra aftnen, tom som en fortælling, brat
Brudt af: en stjernes prik og dermed basta,
Så tusind glubske blikke nu med eet
Glor tomt og dumt på himlen, snydt for resten.

Boris Pasternak: Digte

Jeg kiggede på et hus der var bygget i gråt granit. Muren havde en udsmykning med en passer og et vinkeljern, og indeni var der et G eller noget der lignede, nederst en davidsstjerne. Da jeg alligevel ikke havde andet for besluttede jeg mig til at prøve om mit skuespiltalent slår til for at få mig ind i frimurernes tempel. Jeg ringer på klokken til portneren. Jeg siger ingenting, gør det ortodokse korsets tegn og peger på templets dør. Han tager nøglen, kommer og åbner døren, men så vækkes hans mistanke, han ser undersøgende på mig, jeg forestiller mig at han venter på et løsen så jeg siger: Räven är död. Nej, ræven er ikke død, siger portneren og fører mig udenfor, venligt men bestemt. Jeg nåede ikke at se noget. Der var en lugt i vestibulen, et eller andet bekendt, måske fra garderoben, lugten af naftalin.

Pentti Saarikoski: Det yderste Europa

"De mener ..." sagde onkel Gavin. De så på hinanden. "De vil altså alligevel slippe ham løs mod denne stats, dette lands borgere, bare for et par stemmers skyld?"
"Hvorfor ikke? Hvis han begår mord igen, kan vi jo altid sende ham tilbage hertil." Nu var det onkel Gavin, der tænkte sig grundigt om, selvom han ikke så ned.
"Hvis jeg nu gentager, hvad De lige har sagt? Det kan jeg heller ikke bevise, men man vil tro mig. Og så - "
"Taber jeg stemmer? Men dem har jeg jo allerede tabt, eftersom jeg aldrig har haft dem. Ikkesandt? De tvinger mig til at gøre noget, som De sikkert ved også er imod mine principper - eller De indrømmer mig måske ikke principper?" Onkel Gavin sagde, at nu så guvernøren på ham med varme, næsten med medynk - og med megen nysgerrighed. "Mr. Stevens, De er hvad min bedstefar ville have kaldt en gentleman. Det ville han have gjort med en snerren, for han kunne ikke døje Dem og Deres slags, han ville højst sandsynlig have skudt Deres hest væk under Dem en skønne dag fra et baghold - for princippets skyld. Og nu prøver De at indføre ideer fra 1886 i nittenhundredetallets politik. Men politik i vort århundrede er et sørgeligt fænomen. Faktisk synes jeg engang imellem at det tyvende århundrede i det hele taget er et sørgeligt fænomen, der stinker til himlen i en eller andens næse. Men det er der ikke noget at gøre ved." Han vendte sig om mod bordet og salen, der var fuld af ansigter rettet imod dem. "Lyt til et råd fra en, der ønsker Dem det godt, selvom han ikke kan kalde sig Deres ven, og det er, hold næsen fra denne sag. Som jeg lige har sagt, hvis vi slipper ham ud, og han begår mord igen, og det vil han jo nok, kan han altid komme tilbage hertil."
"Og blive benådet igen," sagde onkel Gavin.
"Højest sandsynligt. Skik og brug ændrer sig ikke så forfærdelig hurtigt, glem ikke det."

William Faulkner: Høje ret

Jeg prøvede indledningsvis at begynde på en form for harmløs konversation ved hjælp af emner fra vores fælles fortid og det naturligvis i så forsigtige vendinger som muligt, idet jeg blandt andet men uden at insistere nævnte krigen, blot som en episode. Her begik jeg en ordentlig bommert. Hun ville slet ikke mere høre tale om krigen, slet ikke. Den gjorde hende gammel: Arrig gav hun mig råt for usødet og betroede mig at hun ikke ville have genkendt mig på gaden, sådan som alderen allerede havde gjort mig rynket, oppustet, til en karikatur. Vi var i gang med at udveksle disse artigheder. Hvis den luder troede hun kunne ramme mig med den slags omkvæd! Jeg nedlod mig ikke til at svare igen på disse lumpne uforskammetheder!
(...)
Mod bestod ikke i at tilgive, man tilgiver altid alt for meget! Og det tjener ikke til noget, det er bevist. Det er efter alle de menneskelige væsner, i sidste række, at man har anbragt samvittigheden. Ikke uden grund. Lad os aldrig glemme det. Man skulle rydde de lykkelige mennesker af vejen en aften mens de lå og sov, nemlig, og gøre det af med dem og deres lykke én gang for alle. Dagen efter vil ingen længere tale om deres lykke, og vi vil være frie til at være lige så ulykkelige som det passer os. Men lad mig fortælle: Hun gik frem og tilbage i stuen, gjorde Lola, en smule afklædt og hendes krop forekom mig trods alt stadig attråværdig. En flot krop er altid en mulig voldtægt, en kostelig, direkte, intim indtrængen i rigdommens, overflodens kerne, og uden at frygte nogen gentagelse.

Louis-Ferdinand Céline: Rejse til nattens ende