lørdag den 12. april 2008

Det stod ham mere og mere klart at hans liv havde været en fiasko. Han overvældedes af sorg. Tusinder af detaljer vist ham at der var mindre og mindre sammenhæng mellem den mand han var, og den mand han ønskede at have været. Han stræbte efter det han foragtede, eller havde forsømt før i tiden. Visse små daglige begivenheder antog en umådelig betydning i hans øjne. Han stolede ikke mere på nogen. Den mindste modgang gjorde ham rasende. Han kunne ikke længere gøre et nyt bekendtskab uden på forhånd at tænke på alle de ærgrelser det ville koste ham.

Emmanuel Bove: En mand der vidste

fredag den 11. april 2008

Man kunne for eksempel skrive op, at man elskede sin mor, det var normalt, det sagde alle de gjorde, men nogle løj og nogen gange løj de. De var bange for at hade deres moder, at komme til at slå hende ihjel, at myrde hende, ikke fordi de ikke kunne lide hende, men fordi der kom en trang op i dem, trangen til at få moderen af vejen.

Ikke for at tømme alle småkagekasser, ikke for at tage husholdningspengene og bruge dem hurtigt op på noget vildt. Blot for at være af med hende og selv finde ud af tingene.

Peter Seeberg: Påstande

torsdag den 10. april 2008

- Er det Dem ... Hvor er jeg glad for at se Dem. Kom ... Kom indenfor ... så skal jeg præsentere Dem for en ven ... En mand som Dem ... Kom ind ... Kom ind
- En mand som mig?
- Ja, kom indenfor ...
Jeg nåede ikke at tænke. Forbavset og lykkelig, som i en drøm man bliver ved med at huske, trådte jeg nærmere.
Pludselig standsede jeg brat. I stedet for at følge sit sædvanlige kredsløb steg blodet mig til hovedet. Monsieur Boudier stod og pegede på mig. Stuepigen stod et eller andet sted bag ved mig. Der blev talt. Jeg hørte nogle ord. Døren gled lige så stille i, helt af sig selv.
Men på den stol jeg havde siddet på, havde jeg set en fattig mand, en fattig mand som mig selv. Det er ikke nødvendigt at se længe på dem. Jeg kan med det samme se hvem de er. Det er hævet over enhver tvivl at dér, i stolen, sad der en fattig mand.
- Men kom nu ind ... min ven ...
Jeg svarede ikke. Nu forstod jeg alt. Monsieur Boudier holdt ikke af mig. Det var de fattige han holdt af.

Emmanuel Bove: Mine venner

onsdag den 9. april 2008

Fredag
Jeg gik hen til modeforretningen Ostende og købte mig et par gule støvletter der viste sig at være for snævre. Så jeg gik tilbage igen til forretningen og byttede dette par til et andet af samme facon og nummer og i enhver henseende fuldstændig identisk med det forrige, og de viste sig at være lige så snævre.
Somme tider undrer jeg mig over mig selv.

Witold Gombrowicz: Dagbog 1953-1954

tirsdag den 8. april 2008

"Hvad hedder du?" spurgte jeg. Han svarede ikke. "Hvorfor sparkede du Leppo?" sagde han og så forsigtigt på mig.
"Hvad mener du?" sagde jeg.
"Du sparkede min hund!" sagde han.
"Sparkede du hans hund?" sagde den mand vredt, som skulle forstille at være min mand.
"Det ved jeg ikke, det håber jeg da ikke, jeg har gjort." Men noget dæmrede for mig. Ikke denne dreng eller hans eventuelle hund, men en følelse af væmmelse og had og irritation. Jeg huskede en følelse. Den havde med hunde at gøre; dem kunne jeg ikke lide, det måtte jeg holde fast ved.
Et spørgsmål lå mig på læben. Er vi lykkelige? Men jeg kunne mærke, at der var noget galt med det spørgsmål. Der var en motor der larmede, men det var ikke ambulancen. I det fjerne så jeg en rød grønthøster spytte græs, og jeg følte det meget stærkt, jeg måtte le ved synet. "Se!" råbte jeg overvældet. "Se!"
Jeg måtte være et lykkeligt menneske, hvordan kunne jeg være andet?

Pia Juul: Dengang med hunden

mandag den 7. april 2008

I was thinking about insincerity, and here I am sincere. One's own industry pollutes rivers. A somewhat saltier, earthier tomato grows there and is more seductive. He wouldn't live in a house in which every room was square. It is a matter of a more interesting counting. A fragment is not a fraction but a whole piece. Pinched down to an inch within an inch of where it had been. A word is an exception. A shooting star is something happening in the sky, as the lion that finally roars is something happening in the zoo. When you speak you play a language. The obvious analogy is with music. What the mad made. The dog digs dirt. It is always funny when the expectation matches the event.

Lyn Hejinian: My Life

søndag den 6. april 2008

Min første kvinde
Vi var et slæng på en Montparnasse-bar der fandt ud af at vi ville slutte aftenen på et bordel i en af gyderne ved Boul. Sébastopol. Dér blev der udskænket mere mens kvinderne gik rundt og viste deres underkroppe bare. Derimod havde de en lille liseuse om skulderen, for kulden. Hvis man lagde en cigaret rygende på hjørnet af marmorbordet, så stak de den ind mellem deres barberede skamlæber og pustede en røgsky ud for at vise hvor dygtige de var til at suge med underlivet.

Gunner Ekelöf: (dikteret 28. december 1966)

lørdag den 5. april 2008

Kohlhaas, der netop i dette fik øje på sine to sorte heste i et lille, stråtækt skur, spurgte karlen: hvorfor han ikke reddede de sorte? og da denne, mens han stak nøglen i stalddøren, svarede: at skuret jo allerede stod i flammer; så kastede Kohlhaas nøglen, efter heftigt at have revet den ud af stalddøren, ud over muren, drev, med en regn af slag af sin flade klinge, karlen ind i det brændende skur og tvang ham, under de omkringståendes skrækkelige latter, til at redde de sorte heste. Og dog, da karlen, bleg af skræk, trådte ud af skuret, som få øjeblikke efter styrtede sammen bag ham, med hestene, som han førte ved tøjlen, fandt han ikke længere Kohlhaas der; og da han gik hen til karlene på slotspladsen og spurgte hestehandleren, som flere gange vendte ryggen til ham: hvad han nu skulle gøre med dyrene? - løftede denne pludselig foden med en frygtelig gebærde, så at sparket ville være blevet hans død, hvis han havde ført det igennem; besteg, uden at svare ham, sin brune hest, red ud i borgporten og afventede der, tavs, mens karlene stadig drev deres spil, dagens frembrud.


Heinrich von Kleist: Michael Kohlhaas

fredag den 4. april 2008

CONNOISSEUR OF CHAOS


I

A. A violent order is a disorder; and

B. A great disorder is an order. These

Two things are one. (Pages of illustrations.)


II

If all the green of spring was blue, and it is;

If the flowers of South Africa were bright

On the tables of Connecticut, and they are;

If Englishmen lived without tea in Ceylon, and

They do

And if it all went on in an orderly way,

And it does; a law of inherent opposites,

Of essential unity, is as pleasant as port,

As pleasant as the brush-strokes of a bough,

An upper, particular bough in, say, Marchand.


III

After all the pretty contrast of life and death

Proves that these opposite things partake of one,

At least that was the theory, when bishops’ books

Resolved the world. We cannot go back to that.

The squirming facts exceed the squamous mind,

If one may say so. And yet relation appears,

A small relation expanding like the shade

Of a cloud on sand, a shape on the side of a hill.


IV

A. Well, an old order is a violent one.

This proves nothing. Just one more truth, one more

Element in the immense disorder of truths.

B. It is April as I write. The wind

Is blowing after days of constant rain.

All this, of course, will come to summer soon.

But suppose the disorder of truths should ever come

To an order, most Plantagenet, most fixed …

A great disorder is an order. Now, A

And B are not like statuary, posed

For a vista in the Louvre. They are things chalked

On the sidewalk so that the pensive man may see.


V

The pensive man … He sees that eagle float

For which the intricate Alps are a single nest.


Wallace Stevens: Parts of a world

torsdag den 3. april 2008

TIL EN

Kirkegården mellem os, hvor røde blade daler
er uendelige puslespil af slægter, vi må træde på
med gummistøvler, for at nå hinanden, eller løbe
som magneter til den endelige modpol
og med åbne arme, dryppende af sved:
vi knuger solen, hvis vi mødes her.
Og brudevalsen dækker os med frø af fire måner
der skal runde dig
til næste sommers bold fra alle verdenshjørner.
Ørkner hvirvles op i mine timeglas, så dagen synker
langsomt ned i livet.
Det er sådan, lykken danser.
Vi må suge denne varighed, til kysset blir orange
vi må brænde over ligene og føle jorden skride.
Det er sådan, lykken falder, hør
klokker bærer sløret væk
så korsene får vinterfrakker
tårer klirrer højere mod lågene på kister
der som brikker rammer undergrunden
blødende af råddent vand.
Og ørkner går til ro i mine timeglas, så natten blir
en gennemsigtig rest.
Det er himlen, tæt på øjet.
Jeg kan stadig se - de tunge stjerner daler
at du kommer nu, du hopper
og dit røde hår, dit lange røde hår forbinder træerne.
Jeg elsker dig.

Simon Grotrian: Livsfælder

onsdag den 2. april 2008

- Hvis man sov uafbrudt
- Ville man kun drømme om at fire sig ned.

Pierre Unik og André Breton

tirsdag den 1. april 2008

TIL LI PO

Når kalde vinder møter deg fra alle kanter
Hvordan har du det da, hva tenker du på?
Når flyr en villgås hit med et brev fra deg?
I en høstlig innsjø leser du mine tanker:
Diktets gud rår ikke over lykkens himmel
I nærheten av et godt menneske flirer alltid en djevel
Derfor kastet engang en dikter seg i en sjø
I hver vår elv skal vi i dag kaste hvert vårt dikt

Georg Johannesen efter Tu Fu