Ulf Eriksson har skrevet om Island i Vagant med et overblik, der rækker langt ud over bogen. En læsning, man knap turde drømme om: http://www.vagant.no/svavande-pilgrim/

Jeg er blevet en ny stemme (s.19)

Mikkel Bruun Zangenberg anmelder Island i Poiltiken her.

Kasper Lyngholm Larsen anmelder Island i Salon 55 her.

Mai Misfeldt anmelder Island i Kristelig Dagblad her.

Linea Maja Ernst om Island i Information her

"Peter Højrups nye roman Island (Basilisk) er en af den slags bøger man får svært ved at glemme lige med det første. Det er en hård, intens, reelt smertefuld kærlighedsfortælling, som handler om så meget andet også. Samfundet. Ja. Litteraturen. Ja. Som tom underholdningsbranche. Ja. Som forbandelse. Ja. Som nødvendighed. Ja. En kunster/forfatterroman? Ja, helt bestemt. Men det er jo ikke sådan, at man tænker, det er altså indbydende, hvor er det bare skønt givende at skrive bog, det er forfatter man skal være, det ville være den fedeste karriere. Nej. Det er et råt eksistentielt foretagende, det at skrive, det er det sidste man griber ud efter, som et håndtag, for ikke at gå under, det er der man begynder (som om det var enden?), fordi alt det andet er overfladisk løgn, fastfood, en del af hele glemselsindustrien. Men redder litteraturen da jegfortælleren i denne dystre (og ind i mellem bittert humoristiske) roman? Der ligger jo en roman, den ligger der, den hedder Island, og den er fremragende, den er international klasse (hvad er international klasse? At den vil kunne fornøje og ryste en albaner fx, der intet kendskab har til København, hvor den ikke mindst foregår) ..."
Thomas Boberg på Promenaden: her

Peder Frederik Jensen om bl.a. Filosofiens nat, fodbold, Frost, flødeskumsmetaforer, Island, kartellet, Larsen, Middlemarch, Møllehave, Saarikoski, Sophie Scholl, Ældresagen og øl: her

I dag udkommer min roman Island. Lars Bukdahl skriver noget om den her
og så har Bernur skrevet en ret overvældende og fin tekst her

udkommer 22. april, omslag Rikke Villadsen.

I've labored long and hard for bread,
For honor, and for riches,
But on my corns too long you've tread,
You fine-haired sons of bitches.

- et digt den såkaldte gentlemanforbryder Black Bart efterlod 3. august 1877 ved et røveri på diligencen mellem Point Arena og Duncan's Mills.

Uden for vinduet i græsset, i gulgrønne græsstrå, i den sorte jord, sidder årets sidste sommerfugl. Jeg kan høre havet bruse som en fjern motorvej, og dybt under mig, vulkans buldren. Sommerfuglens vinger er røde og åbnes en sidste gang som hjerteklapper, inden vinteren kommer.

[Island - final]