fredag den 28. oktober 2011

    himlen var klar nu
jeg betragtede træernes nøgne grene som var de mine egne fingre
        så stod jeg midt i en nåleskov
    tænkte at der ikke fandtes noget grønnere grønt
end et grantræ når det har regnet i næsten fire uger og vejret pludselig klarer op/
I bussen sad der skolebørn og ældre kvinder
    der sad jeg, mellem dem, på en måde i klemme
        da jeg jo ikke hørte til nogen af dem
    Ingen stat er i virkeligheden stor eller uafhængig
for den uafhængige falder, den selvstændige bliver kvalt og den store/
har brug for så mange ben at den snubler over dem
        jeg så på skolebørnene mens jeg tænkte
      og tænkte mens jeg så på de ældre kvinder
        at tænke er mit arbejde
Også birkeskoven er smuk der hvor vejen drejer op ad bakken
    også jeg er et skib der forliser
            men ikke en verden
som et menneske blandt mennesker, jeg døser hen, håret hænger
    Der er ingen forskel
        på de unge og de ældre menneskers ansigter
de unge er allerede gamle, de gamle er stadig unge
    Anderledes kan jeg ikke, netop nu
        forklare min sorg
     tid er ikke noget man kan gribe om
        På vej hjem, himlen
    da jeg så op på himlen
gik jeg med langsomme skridt for det jeg bar på var tungt
            himlen var
som nypudset kobbertøj i rad og række på en hylde

Pentti Saarikoski: Den dunkles danse
oversat af Helena Idström

lørdag den 15. oktober 2011

you burn me

Sappho: If not, winter
Anne Carsons oversættelse

fredag den 14. oktober 2011

Romola føler ikke mine planer, men hun forstår dem, fordi hun ved at alt, hvad jeg nogensinde har planlagt, er blevet en penge- og forretningsmæssig succes. Romola er min kones navn. Hun har et italiensk navn, fordi hendes far Carl de Pulsky, var en særdeles intelligent mand som elskede de forrige århundreders Italien. Jeg bryder mig ikke om de forrige århundreder, fordi jeg er i live. Jeg kan ikke skrive med denne blæk, fordi jeg ikke føler den. Jeg kan lide en blyant, fordi jeg er vant til en blyant. Jeg ved ikke hvorfor jeg tog denne fyldepen, for jeg kan skrive godt med en blyant. Jeg har ikke en smuk håndskrift, fordi jeg ikke forstår fyldepenne. Jeg kan lide denne fyldepen, fordi den er meget praktisk. Den kan bæres i lommen sammen med sit blæk. Det er en meget snedig opfindelse, fordi mange mennesker gerne vil have en fyldepen. Jeg kan ikke lide fyldepenne, fordi de er upraktiske. Jeg vil fortsætte med at skrive med min, fordi jeg fik den som gave af min kone til jul. Jul er navnet på en vane som findes overalt i verden, hvor der er kristne. Jeg kan ikke lide Kristendom, og derfor er jeg ikke kristen. Katolicismen og Ortodoksien er Kristendom. Jeg er Gud og ikke en kristen. Jeg kan ikke lide kristne. Jeg er Gud og ikke en kristen. I dag bar jeg et kors som blev givet til min lille Kyra af hendes bedstemor Emma. Emma er det de kalder Emilia Márkus, min kones mor. Hun elsker mig og elsker også Kyra, og derfor mener hun at hun bør give alle disse fjollede ting i gave. Hun mener at kærlighed bliver udtrykt gennem gaver. Jeg mener ikke at gaver er kærlighed. Gaver er en vane. Gaver skal gives til de fattige og ikke til dem der har meget. Kyra har nok, og derfor har hun ikke brug for gaver. Jeg giver Kyra nok, fordi jeg tjener penge på at danse. Emilia sætter penge i banken i Kyras navn, mens hendes datter Tessa ingen sko har. Emilia forstår sig ikke på penge og kaster dem derfor i grams. Hun ved jeg forstår hende, og derfor elsker hun mig. Hun tror at hun må give Kyra gaver, for at jeg vil elske hende. Jeg ville hellere have at hun gav disse gaver til folk som ingenting har. Emilia er en god kvinde, hun holder af de fattige og giver en masse til dem. Jeg mener ikke det er nok at give en masse, men at man skal hjælpe de fattige hele tiden.


Vaslav Nijinsky: Dagbog

onsdag den 12. oktober 2011

Jeg vil hellere give end tage imod, medmindre nogen beder mig: Tag den her, ja så tager jeg den, en blomst, en sten eller en fisk, men jeg kan ikke sige tak, for i alle gaver er der altid et tegn på sorg, og sorgens tegn er ikke et kors men en rose.

Pentti Saarikoski: Det yderste Europa

tirsdag den 11. oktober 2011

Publikummer holder af at blive forbløffede. De ved lidt og bliver derfor forbløffede. Jeg ved hvad der skal til for at forbløffe et publikum, og derfor er jeg sikker på at få succes. Vil du vædde med at jeg kommer til få millioner? Jeg vil have millioner for at kunne få børsen til at krakke. Jeg ønsker at ruinere børsen. Jeg hader børsen. Børsen er et bordel. Jeg er ikke et bordel. Jeg er liv, og liv er kærlighed til mennesker. Børsen er døden. Børsen berøver de fattige, som kommer med alle deres penge for at få dem til at formere sig, i håb om at nå deres mål i livet. Jeg elsker de fattige og vil derfor spille på børsen, for at vinde over børsspekulanterne. Børsspekulanterne er alle som spiller på børsen med store summer. Store summer er døden, og derfor er summer ikke Gud. Jeg ønsker at vinde penge på børsen og vil derfor tage til Zurich en af dagene. Min kone bønfalder mig om at tage til Zurich for at se en nervespecialist for at få mit nervesystem undersøgt. Jeg har lovet hende 100.000 francs , hvis hun får ret i at mine nerver ikke er i orden. Jeg vil give dem til hende, hvis doktoren opdager at mine nerver er syge. Jeg vil ikke give hende de penge, hvis hun har taget fejl. Jeg har ikke pengene, men jeg har lovet hende dem. Gud ønsker at jeg skal spille på børsen. Jeg vil spille, men for at gøre det, må jeg blive i Zurich i flere uger. Jeg vil tage til Zurich en af dagene. Jeg har ingen penge, men jeg håber at min kone vil give mig nogle. Jeg vil tage af sted med min kone. Hun vil tage mig med på hendes regning. Jeg har lidt penge i banken, omkring 200 francs. Jeg vil tage hen til børsen og bruge pengene til at spille for. Jeg ønsker at tabe alle de penge jeg har, så Gud vil give mig flere penge. Jeg er sikker på at Gud vil lade mig vinde, og jeg vil derfor tage hen og spille på børsen. Jeg er ikke bange for børsen, fordi jeg ved, at Gud ønsker, at jeg vinder. Han ønsker at jeg knækker børsen. Jeg vil have penge fra børsen og ikke fra min dans. Jeg vil tage til Zurich snart og gå på børsen om morgenen. På børsen vil jeg se på aktier og obligationer, og så vil jeg købe dem. Jeg vil købe dem, med alle de penge jeg har. Jeg kan ikke læse tysk, men jeg vil forstå alt, hvad jeg behøver.

Vaslav Nijinsky: Dagbog

søndag den 9. oktober 2011

MINUSGRADER

Vi er til en fest der ikke elsker os. Til sidst lader festen masken falde og viser sig som den virkelig er: en rangerbanegård. Kolde kolosser står på skinner i tågen.  Et stykke kridt har kradset på vogndørene.
     Det må ikke nævnes, men her er megen undertrykt vold. Derfor er detaljerne så tunge. Og så svært at se det andet der også er: en solrefleks der flytter sig på husvæggen og glider gennem den uvidende skov af flimrende ansigter, et bibelord der aldrig blev skrevet: "Kom til mig, thi jeg er modsætningsfuld som du selv."
     I morgen arbejder jeg i en anden by. Jeg suser dertil gennem morgentimen der er en sortblå cylinder. Orion hænger over den frosne jord. Børn står i en tavs klynge og venter på skolebussen, børn som ingen beder for. Lyset vokser langsomt som vores hår.


Thomas Tranströmer: Sanningsbarriären
oversat af Peter Nielsen

fredag den 7. oktober 2011

Det var fint Nobelprisen gik til Thomas Tranströmer i går, fint fordi han er digter, og det er ved at være længe siden prisen er gået til sådan en, og fint også fordi han er skidegod, og en overgang føltes som en afgørende påvirkning, hvad han sikkert også var og er, selvom jeg ikke læser ham som meget mere, som jeg har gjort. Man kan læse et lille uddrag af den fantastiske Østersøer her. Dagen før blev en anden pris uddelt, nemlig den kun netop toårige Albertinepris som første gang gik til Frank Kjørup og i år til René Jean Jensen. I den anledning bringes her mit blege forsøg på at efterligne hans skrift, som i øvrigt også kan læses i seneste nummer af Hedekorn:



ENLINJESMESTEREN
til René Jean Jensen

Jeg folder samlselvkassen ud
men den bliver ved med at have
en fold mere
og er altså totalt uanvendelig
som kasse
tilgengæld kunne man sikkert bruge den
som underlag
i en ørnerede, du ved, til ørnetis
ørnegylp osv.

pensionisterne på Peterspladsen
snød foran i køen
i sikker forvisning om at få tilgivet alle deres synder
når de først var kommet indenfor i kulissen
til verdens største svindelnummer
de helllige står kun til regnskab for Gud
menneskene er de ligeglade med
tænkte jeg og følte den glæde
man føler når man ved man har ret
og folder sin tanke ud
som et lille banner inde i hovedet
ligesom pensionisterne på deres side
sikkert også følte glæden ved at vide at de havde ret
men forskellen er
tænkte jeg videre
at jeg har regnet dem ud
mens jeg for dem stadig kun er en syndig gåde
det burde have forstærket min selvglæde
men mærkeligt nok følte jeg mig
kun overset og misforstået
som et digt
ingen gider at læse

solen skinnede på dumheden
for enden af en korintisk
eller var det mon en dorisk søjle?
ikke at jeg ikke sagtens kan kende forskel
(den doriske har jo vædderhorn)
og dette var helt klart ikke en dorisk søjle
men jeg holder så meget af "dorisk"
og benytter mig af enhver lejlighed
til at benytte mig af det:
fx: der er noget dorisk over dagen idag, synes jeg
eller: kom ikke her med dine doriske argumenter!
eller slet ret: hvor dorisk!

gennem den hvide maling
kunne man ane en køligere
blå bagved der illuderede kulde
i det ellers ulideligt varme
værelse uden udsigt

da vi rigtigt begyndte at kede os
foreslog du at John Oliver
havde indfiltreret Vatikanet
og nu så vi pludselig ørnenæsen
de buskede øjenbryn
og det på samme tid forvirrede og gennemtrængende blik
overalt: John Oliver som turistfører
der samlede sin flok omkring en lilla strudsefjer
fastgjort til en pegepind
John Oliver som schweizergarder
der blænder præsterne med det reflekterede sollys
i sin hellebard
John Oliver som chauffør af pavemobilen
(uden pave, desværre
men med munkelignende kørelærer og kardinallignende passager)
John Oliver som statue af Frans af Assisi
ubevægelig men livagtig
og hellig på en sådan lidt ja, nærmest ironisk måde
tiggermunken i marmor og med guldkorset
parat til at stikke op dér
hvor solen
ikke skinner

er vi inde i basilisken nu
spurgte du og gabte
ja, sagde jeg, det håber jeg
selvom jeg godt vidste
du mente basilikaen

Det sværeste ved en idé
er ikke at få den
men at blive ved med at tro på den
til den er gennemført
som nu den forrige pave
i sin glaskiste
og drengen der spurgte vagterne
der lod som om de ikke forstod
om han var lavet af voks

statuer med afhuggede genitalier
og det samme lille blad
til at dække over kastreringen
men brysterne får lov til
at strutte massive og hårde
som efter en abort.

I ansøgningen til jobbet som
overkastrater stod der måske:
har selv klosterpik
og en sikker hånd
til at gøre en ende
de begejstrede græske lem,
eller hedder det mon "lemmer" i flertal?

Vinløv og optimistiske bryster
sådan forestillede jeg mig
dagen da jeg vågnede
i modlys
jeg havde drømt om at være flødeisbaron
i den kulsorte provis
udenfor synger en usynlig fugl
usynlig for mig
der ikke kan se den

er den blå som jeg ser
den samme blå
som den du ser?
og gør det noget
hvis den ikke er?
gør det noget hvis den er?
det spørgsmål får vi nok aldrig svar på
og det gør ikke noget

korintiske søjler igen
vinløv hedder vinslöv
på svensk
det er også en landsby
jeg ofte passere og er
altså vinsløv
ikke en landsby

Lacrima di morro d'alba
kan jeg anbefale til enhver
artiskok
sagde tjeneren
det var en vin med en violet kant
når man tiltede glasset
hvad vi så gjorde
på talrige opfodringer

senere kom Enlinjesmesteren
ud og steppede for os
på en kridtstreg
bagefter gav han mig en udfoldelig kasse
på størrelse med en terning
den er til dit ego, sagde han

tirsdag den 4. oktober 2011

vandet stod højt, havet var bælgmørkt
    bølgerne rejste sig fra kysten ud mod fjorden
        vinden bed os i nakken, vores handlinger
vores tanker og vores intentioner
forbliver grimasser, det er svært
    på forhånd at bestemme, bagefter at forklare noget som helst/
Jeg betragtede huset oppe fra bjergets klippefremspring, jeg mindedes krigsårene/
        en sensommeraften på herregården
    da de voksne spiste krebs og skålede
        Jeg har aldrig set
            liv i det hus
selvom en vej fører derop
    det er ikke et forladt hus, kun ubeboet
Jeg er for tynd til at fylde min frakke ud
        Vandet slår hen over bølgebryderen
nede på bunden kravler fisk rundt på små fødder
            så bliver det nat
den tyvagtige nat, det hellige mørke
        vil fylde båden
    jeg skubber den ud i vandet
    uden at vide
hvor havet vil føre den og hvem der skal tage sig af lasten

Pentti Saarikoski: Den dunkles danse
oversat af Helena Idström