fredag den 29. februar 2008

I. Den største lykke for en forfatter, siger Stendhal, er at have fjender endnu hundrede år efter sin død.

II. Civiliserede sædvaner er ofte barbariske som er blegnet. Håndslaget skulle oprindelig bevidne at hånden var tom for våben. Skålen og den fælles drikken ud var en forsikring mod giftmord. Det siges ligefrem at det menneskelige smil fra begyndelsen var en truende gestus: man viste tænderne, ligesom aberne, for at skræmme konkurrenterne bort.
På tilsvarende måde var fjender i begyndelsen noget meget enkelt. Det var nogle man, hvis lejlighed bød sig, slæbte i gruset efter sin stridsvogn med gennemborede hæle. Med tiden forfinedes metoderne, men sjælstilstanden har civilisationen aldrig rigtig fået bugt med. Det er pinligt, og man skjuler det så godt man kan ved at undgå ordet fjendskab og i stedet sige “modsætninger” eller “have en konflikt”: ord som skal give indtryk af at der kun er behov for lidt information, så er sagen ude af verden.
Akilles: Jeg har en konflikt med Hektor.
Odysseus: Det er de etniske modsætninger.

III. Kollektivt fjendskab er menneskehedens ulykke og et modbydeligt misbrug af denne følelse, som bør være dybt personlig. Jeg har aldrig forstået venner der forlanger at jeg skal overtage deres fjendskaber. Det er virkelig deres egen sag. De kunne lige så godt bede mig spise deres mediciner. Tak, men jeg beder om at måtte have mine egne sygdomme.

IV. Når man indser at man har pådraget sig en fjende, melder spørgsmålet sig: Hvad har jeg gjort ham (hende)? Man kræver instinktivt at fjendskab skal være berettiget. Det uprovokerede angreb, det lumske hug i ryggen virker afskyeligt. Hvis jeg derimod har nedsablet Xs roman, afvist Ys opmærksomheder, såret Zs klassefølelse ... så er det en anden sag! Det der gør fjendskab berettiget, er således at det første træk var mit. Ellers tvinger den anden mig til at føle hævnlyst – hvilken skam!
Desværre danner denne holdning grundlag for misforståelser. Jeg har vel ikke skadet nogen! siger man uforstående til sig selv, og glemmer at ens blindhed for X, Y, Z, ja, ens blotte tilstedeværelse i deres verden kan opleves som en uudholdelig krænkelse. Fjendtligheden er deres sidste forsøg på at få mig til i det mindste at gøre dem den ære at gå til angreb.
Hvad en fjende frem for alt nægter mig, er retten til uinteresse. Så er han da virkelig en uven, eftersom han vil berøve mig et af de dejligste menneskelige privilegier.
Altså viger jeg tilbage og tier, når jeg i fornærmelserne øjner det fordækte ønske om en tilnærmelse: fjendskabets klæbrige frieri!

V. I det mindste mine fjender tror at jeg er noget.

VI. Det ubehageligste der kan ske, er at blive sammenlignet med sin fjende, men det er på den anden side en nedrighed man aldrig behøver at frygte fra hans side. Fjendskabet er til for at forhindre sammenligninger.

VII. Den gensidige afhængighed fjender efterhånden havner i, anskueliggøres af skakspillet. Den enes træk forklares af den andens position. Et særlig strålende træk er aldrig helt og holdent den ene parts skabelse: det forudsætter en interessant trussel.
Men drejer det sig ikke dér om en styrkeprøve mellem modstandere snarere end om fjendtligheder? Jo, men hvordan blev de modstandere i stedet for fjender? Ved at spille. Enhver langvarig tvekamp fremtvinger underforståede regler og konventioner. Hvis ingen af parterne på utilbørlig vis får overtaget, bliver striden efterhånden til et spil og munder ud i modstanderskabets indbyrdes forståelse.
Derfor er gammelt fjendskab at foretrække for nyt. Med årene begynder man at befinde sig godt med hinanden som fjender, en følelse der i forbløffende grad ligner venskab. Når de velkendte hug falder, tænker man: “Ja, ja, han er god nok, min gamle modstander!” Hans navn får samme hyggelige klang som ordene “arge fjende” i en officersmesse.

VIII. På højden af frihed bliver du tvivlende: er det ikke snarere vennerne som forhindrer dig i at fuldføre din bane? Deres ros gør dig nedtrykt, for der er stukket en målestok ind mellem roserne.
Fjenden slår målestokken i hovedet på dig. Men så lærer han dig også at det er en fejltagelse at lade sig måle.

IX. Når jeg fordyber mig i ældre tiders skænderier, forstår jeg at jeg har lært fjendskabet at kende i en forfaldsperiode. Tænk at have en kvik uven! En der er i godt humør, og får geniale indfald! Mine bagvaskeres møjsommeligt udtænkte tarveligheder får mig til at tænke på Cyrano de Bergeracs skuffede spørgsmål til sin angriber: Er det alt hvad I har at sige om min næse, at den er meget stor?
Vi stiller for lave krav til fjendskabet i vore dage. I forfædrenes verden betød det en evne til samspil, en ondskabsfuld, men henrykt lydhørhed. Den misfornøjede fejlfinder som har et buh! parat så snart jeg gør noget, er jo ikke en rigtig fjende. Han fortjener det hensyn man viser tunghøre: at få lov til at tale uden at blive modsagt.
Den virkelige fjende kender mig – i visse henseender bedre end jeg selv. Læser jeg ham rigtigt, bliver han et uvurderligt spejl for mig. Hvis nogen ser hvem jeg er og derpå hader mig for det, er han allerede halvt tilgivet, eller rettere sagt: så er jeg parat til at blive hans fjende, hans og ingen andens!
Oh fjendskabets sortvingede génier, vend tilbage og jag misundelsens gråspurve bort!

Horace Engdahl: Meteorer

torsdag den 28. februar 2008

Jeg hader det her samfund.

Ola Julén: Orissa

onsdag den 27. februar 2008

Han er komplet mislykket som djævel. Også hans hale er det. Den er ikke lang og tyk og der sidder ikke en tæt sort hårtot for enden af den, halen er kort, dunet og stritter fjollet som på en kanin. Hans hud er lyserød, kun under det venstre skulderblad sidder der et modermærke på størrelse med en gulddukat. Men hans horn er det værste af det hele. De vokser ikke udad ligesom på andre djævle, men indad, ind i hjernen. Det er derfor, han så tit har hovedpine. – Han er bedrøvet. Han sover dagen lang. Hverken det gode eller det onde interesserer ham. Når han går på gaden, kan man tydeligt se, hvordan hans rosenrøde lunger bevæger sig.

Herbert Zbigniew

tirsdag den 26. februar 2008

Et pludseligt vindstød fik lagnerne til at flyve op, og de så to påfugle, en han og en hun. Hunnen stod ubevægelig med bøjede knæ og bagdelen i vejret. Hannen stoltserede rundt om hende og kroede sig og klukkede, med halen slået op som en vifte, og så sprang den på hende og sænkede samtidig sine halefjer, der dækkede hende som et hvælvet spalier, og de to store fugle skælvede i en eneste gysen.

Flaubert: Bouvard og Pécuchet

mandag den 25. februar 2008

Hans bror er lærer og føler sig en smule ensom. Ja, der vokser stadig mennesker op, som ikke i en håndevending og i skrækindjagende fart får krammet på deres indre og ydre liv, som om mennesker blot var rundstykker man fremstiller på fem minutter og derefter sælger til forbrug. Der findes Gud være lovet stadig tvivlere og nogen, der har trang til at tøve. Som om ethvert handlende, sammenpugende og krævende menneske var vores forbillede og en god medborger for det land det tilhører. Sådan er det lige netop ikke! Og de ufærdige er mere færdige end de færdige, og de ubrugelige er ofte meget mere brugbare end de brugbare, og i øvrigt behøver alt muligt ikke at kunne bruges øjeblikkeligt eller snarest muligt. Også i vor tid bør en vis menneskelig luksus leve muntert videre, og det samfund, der vil udrydde al hygge og løssluppenhed bliver djævelens bytte.

Robert Walser: Røveren

søndag den 24. februar 2008

Det er en herlig sommer, jeg sidder tit oppe i træerne i Lottes have med frugtplukkeren, en lang stang, og henter pærer ned fra toppen. Hun står nedenunder og tager imod, når jeg lader dem dumpe ned til hende.

Goethe: Den unge Werthers lidelser

fredag den 22. februar 2008

dette er ikke en sætning

(hvilket fjols har også påstået det?)

Per Aage Brandt: Negationer

torsdag den 21. februar 2008

"natten er almindeligvis kort, bare et par
åndedrag og øjenvipperne der vifter
lyset væk, vifter mærket væk: det første
daggrys blå lys gennem
bambuspersiennen knitrende som
skærmbilledet på et dårligt indstillet
fjernsyn"

"at ligge en vinternat med ansigtet vendt
mod himlen og sin ånde som eneste sky,
den ånde der også kunne indeholde
ordene her"

"sådan en forundring ved at opdage, at
min hud om natten er varm under
dynen: at ligge i lejligheden som (en
ulmende) brændeknude i en kakkelovn"

"i trækken ved vindueskarmen dirrer en
fjerspids som 60 Wattslyset i lejligheden
overfor"

"at nuancere vinduesmålet, at oplyse
sprækker og fremspring som Grand
Canyon v. daggry"

"som flimret fra TV-skærm reflekteret i
lakeret ryglæn"

"som opdagelsen af at den hvide kat der
går rundt under restaurantbordet -
opdagelsen af at min hånd efter at have
strøget over hoved og ryg ville gribe om
(tom luft)"
(Pelle Haleløs)


"generthed som en slags tyngdekraft"


Mikkel Thykier: .katalog.

onsdag den 20. februar 2008

*
bryllup

der findes en trappe. hun så den
i drømmen. og nedad går den. hun
er klædt i viol. håret er klippet væk.
som et fnug i styrtende regn. hopper
hun modsat. hvert eneste spejl
får et vink. splinterne.
trægelænderlegen i gang. den fine
hud af menneskeduft. går på omgang.
og saften stiger i karaflen.

han kommer og vender vin til vand.

på lang afstand ser hun hans fingre.
hans kraveben. hans knogler i
ryggen gennem silken. og ved
hvor hun vil bide. foran. og
synke. mæt skal hun være til
trappen ruller. nedad går det i
blæst.

hun griber ham bagfra.

sammen vælter de om i alle
vandkander. mellem skår og væde
ruller de. forbløffelsen så
lillebitte at hun griner. han er
med kun med.

og alle gæster blir længselsfulde.

Pia Juul: i brand måske

tirsdag den 19. februar 2008

Jeg sidder i Ormonds bar. Jeg er sulten. Jeg kan ikke skrive. Jeg drikker gin. Jeg kom tre breve i postkassen, jeg ved ikke, om der ligger et brev i dem alle sammen. Hvis du får en tom konvolut, er den fra mig. Jeg er blevet fuld. Jeg kan ikke læne mig forover, for så vælter jeg omkuld. Nu er det morgen. Jeg er ædru igen. I går aftes blev jeg siddende i baren endnu nogen tid efter, at jeg havde stukket kladdehæftet i lommen. Ude på gaden kunne jeg ikke holde balancen, jeg stødte ind i mennesker og lygtepæle og parkerede biler, jeg kunne ikke skelne hårdt fra blødt eller levende fra dødt, jeg var længe om at finde natklokken, jeg kunne ikke finde ud på toilettet, jeg troede, at jeg havde fundet det, men det var kosteskabet, jeg pissede, og da jeg skulle trække i snoren, fik jeg et kosteskaft i hånden. Jeg aner ikke, hvordan jeg fandt ind på mit værelse. I dag skinner solen. Alle ser glade ud, de kønne piger er kønnere, end de plejer at være, selv politibetjenten ligner en ven.

Pentti Saarikoski: Brev til min hustru

mandag den 18. februar 2008

On Hedonism


Beauty makes me hopeless. I don’t care why

Anymore I just want to get away. When I look

At the city of Paris I long to wrap my legs

Around it. When I watch you dancing there is a

heartless immensity like a sailor in a dead-calm

Sea. Desires as round as peaches bloom in me

All night, I no longer gather what falls.


Anne Carson: Plainwater

søndag den 17. februar 2008

Wet Casements


When Eduard Raban, coming along the passage,

Walked into the open doorway, he saw that it

Was raining. It was not raining much.

Kafka, Wedding Preparations in the Country


The conception is interesting: to see, as though reflected

In streaming windowpanes, the look of others through

Their own eyes. A digest of their correct impressions of

Their self-analytical attitudes overlaid by your

Ghostly transparent face. You in falbalas

Of some distant but not too distant era, the cosmetics,

The shoes perfectly pointed, drifting (how long you

Have been drifting; how long I have too for that matter)

Like a bottle-imp toward a surface which can never be approached,

Never pierced through into the timeless energy of a present

Which would have its own opinions on these matters,

Are an epistemological snapshot of the processes

That first mentioned your name at some crowded cocktail

Party long ago, and someone (not the person addressed)

Overheard it and carried that name around in his wallet

For years as the wallet crumbled and bills slid in

And out of it. I want that information very much today,


Can’t have it, and this makes me angry.

I shall use my anger to build a bridge like that

Of Avignon, on which people may dance for the feeling

Of dancing on a bridge. I shall at last see my complete face

Reflected not in the water but in the worn stone floor of my bridge.


I shall keep to myself.

I shall not repeat others’ comments about me.


John Ashbery: Houseboat Days

lørdag den 16. februar 2008

Det saa' ud som om der sad en Kvinde ved en Lampe, og hun syntes at hygge sig i det dæmpede Lysskær. Men der var et andet Lys som skinnede mig brutalt ind i Ansigtet, derfor lukkede jeg Øjnene igen og prøvede paa at se paa hende gennem Øjenvipperne. Hun var saa platinblond, at hendes Haar skinnede som en Sølvskaal. Hun var i en grøn strikket Dragt med en bred hvid Krave. Ved hendes Fødder stod en firkantet glinsende Taske. Hun røg og ved Siden af hende stod et højt Glas med et gult Fluidum i.
Jeg bevægede mit Hoved lidt - yderst forsigtigt. Det smertede, men egentlig ikke mere end jeg havde ventet. Jeg var snøret sammen som en Kalkun, der skal i Ovnen. Et par Haandjern holdt mine Arme sammen paa Ryggen og et Reb gik fra dem ned til Anklerne, og derfra videre ud i det uvisse ud over Kanten af den brune Divan paa hvilken jeg laa. Jeg bevægede mig saa meget at jeg kunne forvisse mig om at det var fastgjort et eller andet Sted.
Jeg indstillede disse eksperimentelle Bevægelser og aabnede Øjnene igen og saagde: - Hallo!
Kvinden rev sig løs fra en eller anden fjern Bjergtinde, hun havde stirret paa. Hendes lille energiske Hage, drejede sig langsomt om imod mig. Hendes Øjne var saa blaa som Bjergsøer. Ovenover os trommede Regnen ustandselig, med en fjern Lyd, som om den intet havde med os at skaffe.
- Hvordan gaar det? sagde hun med en mild, sølvagtig Stemme, der stod godt til hendes Haar. Der var en spæd Klang i den, som smaa bitte Klokker i et Dukkehus.

Raymond Chandler: Det byder man ikke Carmen

fredag den 15. februar 2008

Omkring mig koge Vandene,
Og Storme svarer dem og hviner.
Jeg synker; thi Forferdelse,
Og Død frempipler, hvor jeg triner,
Og ingen agter paa mit Raab,
Og Mulm tillukker hvert et Øie,
Og Jorden tier, og det Høie
Har skiult det mindste Glimt af Haab.

Johannes Ewald: Poenitenten. En Ode

fredag den 8. februar 2008

* Pause *
... over spisebordet hang perlen - et oliemaleri af kunstneren Peter Libbegård, en fri rekonstruktion af, hvordan et lokalt bronzealdersamfund kunne have taget sig ud. Fin gengivelse af forårssol mellem spæde bøgeblade, i front en gruppe bronzealderkrigere, der syntes mærkelig stive og tilsyneladende bevidste om deres egen malplacerethed eller bare utrygge ved at være stillet så meget i forgrunden, og så i tøj, der så tydeligt skreg af bronzealder; mere bronzealderagtigt end bronzealderen nogensinde har været. De lænede sig alle svagt ind mod den centrale figur: høvdingen, der smilede nervøst, skeptisk over sin påtvungne knejsen, og kiggede direkte på beskueren. Det var, som om præmissen for billedet var, at bronzealderkrigerne kunne se beskueren og vidste, at de var blevet udstillet som eksempler på deres tid. I baggrunden til højre var en gruppe hytter og lidt diskret kvindelig afklædthed; bare bryster, sivskørter og store runde bæltespænder med spidser på, og denne kvindelige afklædthed var tilsyneladende i færd med at garve urokseskind.
Peter Libbegård havde lavet billedet med brug af lokale modeller, stod der, men Kirsten sagde det alligevel, og modellerne var iførtbronzealderdragter, som hans egen kone havde lavet med hjælp fra Nationalmuseet i København. Det havde været et større projekt. Kirsten pegede på høvdingen.
"Det er vores pejsemand," sagde hun. "Han bor faktisk lige nede om hjørnet."

Harald Voetmann: En bronzealderforårsdag ved Høle, En alt andet end proper tilstand

torsdag den 7. februar 2008

Stilitano og jeg rejste til Cadiz. Efter at have skiftet fra det ene godstog til det andet nåede vi et sted i nærheden af San Fernando og besluttede os til at fortsætte vor rejse til fods. Stilitano forsvandt. Vi havde aftalt at mødes ved jernbanestationen. Han kom ikke. Jeg ventede længe; jeg vendte tilbage den næste dag og dagen efter, to dag, selv om jeg var sikker på, at han havde droppet mig. Jeg var alene og havde ingen penge. Da jeg blev klar over kendsgerningerne, lagde jeg igen mærke til lusene, deres forstyrrende og ynddige tilstedeværelse i min skjortes og mine buksers folder. Stilitano og jeg havde ikke på noget tidspunkt ophørt med at være som nonnerne af Haute-Thebaïde ordenen, der aldrig vasker deres fødder og hvis undertøj rådner i stykker.

Jean Genet: Tyvens dagbog

onsdag den 6. februar 2008

WHY NOT TODAY SAARIKOSKI

Dengang da Saarikoksi og jeg dansede sammen. Jeg elsker dig. Dengang da vi gik på jagt sammen og kom tilbage ud på aftenen sultne og tørstige efter systematisk at have gennemtrævlet byen - kvarter for kvarter, gade for gade. Vi fandt ikke hospitalet. Og da vi endelig fandt det var der ingen at telefonere til. Det husker jeg godt. Men senere holdt vi også op med at spise frokost i nærheden og i morgen er det sidste dag. Kunne jeg bare komme i tanke om hvor det var og navnet i telefonbogen. Så kunne vi tage en taxa. Saarikoski og jeg helt alene. Så kunne vi standse ved det rigtige hus og ringe på og blive modtaget som gæster. Og så ville ingen mere tænke på hvor vi havde været i så lang tid og hvem vi havde skudt.

Kirsten Thorup: Love from Trieste

tirsdag den 5. februar 2008

At gå ind

At gå ind uden at vide det
At pege på døren uden at vide det
At gå ind i bjerget og det er dig selv
At gå længere ind og det er ikke sikkert
At gå længere ind endnu
og der er hele tiden rum
og det er dig de flytter
og der er hele tiden åbent
og det er dig der er åben
uden at vide det uendelig åben
De havde tændt en sol
De havde hejst et flag
At gå længere ind.

Inger Christensen: Græs

mandag den 4. februar 2008

Saa bliver en ny Betjent kaldt til der faar mig gelejder mig gelejdet ovenpaa til et kæmpestor Forhørs lokale hvor Detektivene sidder med benene oppepaa bordene og Telefonerne ringer hele tiden og blir besvaret, med How are You doing Boddy eller What is op Osv. ligesom paa Film! fuldstændig. Men saa vil de ha mig til at fortælle om min Historie om at gaa paa en Bro om natten i det tre fyre kommer forbi med hætterne trukket godt op, nærmest Kutter. De vil gerne ha en Cigaret, men jeg ryger jo heldigvis ikke og saa pludselig er Cigaretten blevet til en lille Pistol, en lille sort eller graa ligesom beskidt graa Pistol, et usselt syn virkelig usselt! jeg nægter at blive skudt af noget saa grimt! tænker jeg.

Niels Frank: Første person, anden person

lørdag den 2. februar 2008

Hvilken vidunderlig beskæftigelse at rive et ben af en edderkop, anbringe det i en konvolut, skrive Udenrigsministeren uden på den, tilføje adressen, springe ned ad trappen, sende brevet fra postkontoret nede på hjørnet.

Julio Cortázar: Historier om kronoper og famøser

fredag den 1. februar 2008

Fire tyskere spiste svinekød og drak grønt øl. En tysker ved navn Klaus fik et stykke svinekød galt i halsen og rejste sig fra bordet. Så gav de tre andre tyskere sig til at pifte i fingrene og gøre højlydt nar af ofret. Men tyskeren Klaus slugte hurtigt svinekødstykket, skyllede det ned med grønt øl og var klar til at give igen. De tre andre tyskere, der havde gjort nar af tyskeren Klaus’ hals, gik nu over til hans ben og begyndte at råbe, at tyskeren Klaus havde temmelig skæve ben. Især den ene tysker, ved navn Mikkel, lo ad tyskeren Klaus’ skæve ben. Så pegede tyskeren Klaus på tyskeren Mikkel og sagde, at han aldrig havde mødt nogen anden, der udtalte ordene ’skæve ben’ så dumt.Tyskeren Mikkel så på alle med et spørgende blik, og tyskeren Klaus så han på med et blik, der udtrykte den yderste fjendtlighed. Så drak tyskeren Klaus lidt grønt øl, mens han tænkte: ’Nu begynder der et skænderi mellem mig og tyskeren Mikkel’. De to øvrige tyskere spiste svinekød i tavshed. Men da tyskeren Klaus havde drukket lidt af øllet, så han på dem alle med et udtryk, der sagde følgende: “Jeg ved, hvad I forventer af mig, men for jer er jeg en lukket æske”.

Daniil Kharms: En uheldig forestilling

30. juli. Bredningen er blevet ekscentrisk – i dag vrimler det med vandmænd for første gang i årevis, roligt og skånsomt pumper de sig frem, de hører til samme rederi: AURELIA, de driver som blomster efter en havbegravelse, tager man dem op af vandet forsvinder al deres form, som når en ubeskrivelig sandhed løftes op af stilheden og formuleres til død gelé, ja de er uoversættelige, de må blive i deres element.

Thomas Tranströmer: Östersjöar, V